165 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
hvad der i betragtning af de uafladelige flytninger, som mand
tallene til overflod dokumenterer, nærmer sig til det utrolige, at
disse personer boede i ejendommen
samtidig.
Denne forbløffende korrekthed er imidlertid ikke noget gennem
gående træk. Den aftager med en vis lovmæssighed, jo mere man
fra de perifere bipersoner bevæger sig ind mod dramaets midt
punkt. Det må dog indrømmes, at en af hovedpersonerne, den
ædle fattiglæge »Bondsen«, er historisk, for så vidt han med sik
kerhed kan identificeres med kommunelæge, dr. med. Johan Emil
Buntzen (1847-1904), og det er endog aldeles rigtigt, at han
boede i lejligheden oven over apoteket i Korsgade. Deraf følger
naturligvis ikke, at alle de udmærkede ord og gerninger, der til
lægges ham, er lige så rigtige. Men med to andre hovedpersoner
står det væsentlig sløjere til.
Den ene er den »stærke« madam Petersen. Om hende oplyses,
at hun bor på anden sal, har mistet mand og barn og har ekstra
indtægt fra sin mands livsforsikring. Oprindelig er hun mistænkt
for »hellighed«, går derfor under øgenavnet »jomfruen« og er en
af de to kvinder, som beæres med Bertels rotter. Men under krisen
viser hun sig fra en uventet side. Hun tager sig efter Eriksens død
varmt af hans kone, giver de to små faderløse gratis kost og logi
i indtil en måned, arrangerer tid og sted for begravelsen og støtter
også under denne den nedbrudte enke på alle måder. Meget tvivl
somt er nu, om denne dame kan identificeres med den Emilie Jen-
sine Petersen, der ifølge mandtallene bor på anden sal og lever af
håndarbejde; hun er ugift, lovlig ung (kun ca. 30) og bor ikke
alene, men sammen med en anden syerske. At den ædle madam
dukker op igen i slutningsvignetten til erindringernes anden del,
hvor hun angives at have adopteret de to børn, styrker ikke tilliden.
Endnu mere mystisk er en anden hovedperson, af mandkøn. På
faldende er allerede, at han, i modsætning til selv helt underord
165