161 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
Hvem var det så, der måtte tage til takke med disse elendige
boligforhold? Som man kan tænke sig, var der forskel på forhus
og sidehus. I det førstnævnte, særlig de lavere etager, boede en del
håndværksmestre, en vognmand, 1895 ejendommeligt nok også
en politibetjent; fremdeles viceværten, først et postbud, senere
gennem mange år en skibsfører. I sidehuset boede derimod, så vidt
man kan se, ingen eller dog næsten ingen selvstændige nærings
drivende og kun et mindretal, allerhøjst 20-25 % , faglærte arbej
dere, mest af byggefagene. Flertallet af lejerne var arbejdsmænd
eller kvinder; de sidste var navnlig sammenklumpet i kvistlejlig
hederne oppe under taget; som livsstillinger angives handelskone,
vask, rengøring og navnlig håndarbejde, sjældnere fabriksarbejde,
men det er efter Christensens fremstilling nok sandsynligt, at nogle
af de yngre fortav deres hovedindtægtskilde. Gennemsnitsalderen
var ret lav; ægteparrene var gennemgående folk i 30’erne, til nød
40’erne, sjældent ældre. En anden mindretalsgruppe - når man
som i denne sammenhæng naturligt bortser fra børnene - var de
indfødte københavnere. En løselig beregning af fordelingen af side
husets fuldvoksne beboere i 1893 giver kun 25 % københavnere
mod 30 % fra Sjælland (navnlig Københavns og Sorø amter),
12 % fra de øvrige øer, 13 fra Jylland og ikke mindre end 19 %
udlændinge, omtrent ligelig fordelt mellem Tyskland (navnlig
Slesvig-Holsten) og Sverige-Norge (navnlig Skånelandene). Side
husets befolkning var således overvejende unge immigranter, træk
fugle lokket af storbyens lysskær, mange af dem for øvrigt først
indvandret efter indgået ægteskab. Sproget på de snævre trapper
og i etagernes skumle korridorer må have været et kaudervælsk af
dialekter.4
En sammenligning mellem mandtallene og Christensens fremstil
ling taler på mange punkter til gunst for denne sidste. Ikke mindst
gælder dette hele milieuskildringen. Det er kun alt for sandsyn
161