156 / 209
H E N R Y B R U U N
og vi hører stadig om hans refleksioner og reaktioner, positive eller
negative, ofte også blot undrende. Indtrykket af selvoplevelse for
stærkes af detaillernes rigdom og præcision. Som eksempel, også
på stilen, skal anføres et uddrag af skildringen af begravelsestoget
fra Nørrebro til Vestre kirkegård: »Så satte ligtoget sig i bevægelse.
Foran kisten gik seks velvoksne mænd med lange tynde pakker
indsvøbt i gråt papir. Lurehasen her vidste godt, at det var jernrør,
der i dagens anledning var pakket pænt ind. Sørgetoget skulle gen
nemføres, koste hvad det ville . . . Efter kisten og droschen dannede
der sig nu række efter række på seks eller ti mennesker. Der var in
gen ordensmarchaller, men alt gik naturligt og ligetil. Toget voksede
og voksede uendeligt række efter række. Jeg erindrer endnu tyde
ligt, at jeg, for at se hvor langt toget var, løb op på en stentrappe
på hjørnet af Nordvestvej og Griffenfeldsgade. Men der var ingen
ende på toget at se. Nede ved vor kaserne og Jægergade stod der
endnu sort af mennesker, der ville med i rækkerne. Spidsen af toget
drejede om ad Griffenfeldsgade, over Parcelbroen og ind på Ør
stedsvej, men på den lange vej kom toget i kollision med en af de
høje hestesporvogne, hvis kusk ville piske sine heste ind i menne
skemængden. Men den gik ikke. Et par af vore mænner greb fat
i hestenes hovedtøj og drejede dem på tværs af vognen. . . . Fyren
her skulle selvfølgelig være med, hvor der foregik noget, og jeg
skældte sporvognen ud for en »møgkasse««. At navnlig dette sidste
om mødet med sporvognen ikke umiddelbart smager af skrivebords
fiktion, kan vanskeligt bestrides.
Om sine kilder er Christensen lige så karrig med oplysninger som
de fleste andre memoireforfattere. Lidt herom står der dog i hans
forord: »Med undtagelse af min tidligste barndom, der delvis
hviler på min moders beretninger, er resten af erindringerne byg
get på egne optegnelser, avisudklip og min egen endnu glimrende
hukommelse«. Hvad optegnelserne angår, tør man vist se bort
i 56