159 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
må betyde, at udskrivningsvæsenet i december 1903 fik underret
ning om hans død. Den nøjagtige dødsdato fremgår nemlig af
Landsarkivets skifteregister og »dødeblad«; og derfra var vejen let
til den i Rigsarkivet bevarede dødsattest. Den er underskrevet af
den bekendte overlæge C. A. Feilberg og oplyser, at arbejdsmand
Julius Enghardt Theodor Eriksen, 30 år gammel og bosat Istedgade
69, femte sal, døde på Øresundshospitalet 26. september 190 1.
Dødsårsagen var tuberculosis pulmonis og sygdommens varighed
ca. et år. Han begravedes søndag den 29. fra Søndre kapel på
Vestre kirkegård. —Hans sidste bopæl bekræftes af folketællingen
190 1, som føjer til billedet, at der i hans ægteskab havde været syv
børn, hvoraf de fire var døde.
V i ved nu alt fornødent om slagteriarbejder Eriksens korte lev
nedsløb. En krank proletarskæbne, tør man roligt sige - endda
ganske uden den trods alt en smule forsonende dramatik, der i
Christensens fremstilling omgiver dens afslutning.
Situationen er derefter den, at vi står med en kriminalhistorie,
hvor ikke morderen, men den lige så nødvendige myrdede kan
præstere et solidt alibi. Og dermed vilde det for så vidt være be
rettiget at henlægge sagen mod Korsgades politivagt, indtil ankla
geren havde fremskaffet et brugbart lig. I så fald vilde der alligevel
stadig være en sprække på klem for tvivlen: man kunde navnlig
formode, at Christensen af en eller anden grund, vel snarest hen
synet til efterlevende, havde valgt at tillægge politiets offer et falsk
navn. Stimulerende til fortsat undersøgelse er desuden i høj grad
muligheden for derved nøjere at kunne bestemme beretningens
legering af Dichtung und Wahrheit - at der er en vis procent af
sidstnævnte ædle metal i den, har vi jo allerede kunnet konstatere.
Et sagns tilblivelse har altid en vis metodisk interesse.
Den nye opgave er vanskeligere end den første. Jo længere tøjre
slag man indrømmer forfatterens fantasi, des sværere bliver kon: 59