H E N R Y B R U U N
nødvendigt at drage den slutning, at den større eller mindre brøk
del af erindringsstof, som øjensynlig indgår i fortællingen, stammer
fra årene 1892-94, den midterste trediedel af det tidsrum, hvori
familien Christensen boede på Nordvestvej.
Nu står ganske vist et andet dateringsmoment i modstrid med
dette resultat. Næsten umiddelbart efter Eriksenafsnittet følger i
bogen et afsnit om Krligers skrå- og tobaksfabrik på Kultorvet.
Det oplyses, at Christensens fader ansattes som fast arbejdsmand
her fra 1. januar 92, og at fortælleren selv kort efter på sin 1 o-års
fødselsdag tiltrådte en halvdagsplads som rokkedrejer samme
steds. Disse usædvanligt præcise datoangivelser er sandsynligvis
rigtige. I hvert fald blev Chr. Christensen 10 år den 12. januar 92,
og hvad der er nok så vigtigt, når det angives, at det var tobaks
spinder F. Larsen på 1. sal, der gav faderen anvisning på pladsen,
så stemmer dette fint med politimandtallene, som fra maj 92 til
maj 93 opfører tobaksspinder Ferdinand Larsen som bosat Nord
vestvej 32, 1. sal. At ansættelserne fandt sted efter Eriksens død,
udtales intetsteds direkte, men synes klart at fremgå af dispositio
nen. Rigtigt er det næppe. Ikke blot er i så fald både Bertel, Jo
hansen og Kaufmann inddigtet i episoden, men væsentligere end
nu er det, at hvis Christensen, da denne indtraf, var optaget af
skolegang fra tidlig morgen til kl. eet og derefter af fabriksarbejde
fra en kvart i to til syv,8 vilde han ikke som øjenvidne have kunnet
overvære ret mange af de scener, der sættes i forbindelse med
Eriksens navn. På dette tidspunkt er der altså god grund til at nære
mistanke om, at dispositionen er bevidst vildledende. Valget mellem
før nytår eller efter maj 92 kan i hvert fald ikke være tvivlsomt.
V i har nu endnu mere end hidtil fået bekræftet forfatterens vid
nesbyrd om sin »glimrende hukommelse«. Han husker ikke blot den
jævnaldrende kammerat Bertel Hansen, men også Johansen på
anden sal samt Hagbart og Harald Kaufmann; han husker endog,
164