151 / 209
F I L A N T R O P E N L U D V I G I S R A E L B R A N D E S
ning, og det viste sig i det hele meget vanskeligt at få nogen rigtig
tilslutning til et rationelt ædruelighedsarbejde. Det gjorde L. I.
Brandes mismodig, han nedlagde formandshvervet, men fortsatte
sit arbejde —skrev afhandlinger, holdt foredrag og tog ud på de
militære kaserner for at agitere blandt det indkaldte mandskab.
Desuden var han den første, der her i landet samlede materiale af
statistisk art angående alkoholspørgsmålet. Her hjalp lægerne ham
ved at udfylde nogle vel gennemtænkte skemaer.
Med mund og pen kæmpede L. I. Brandes for mådehold. Det
var dette, man skulle stræbe efter. Derimod var han ikke stemt for
forbud eller totalafholdenhed. Som det hjertevarme menneske,
han var, satte han kammeratligt samvær meget højt, det var efter
hans erfaring en rigdomskilde for den enkelte og for de mange. Men
som den frisindede og liberale mand, han også var i alle livets for
hold, var han klar over, at et lille bæger havde sin store betydning
mellem venner. Det bragte også hygge og fortrolighed med sig.
Det var derfor, han ikke ville gå ind for total afholdenhed. Mange
år senere så også den socialdemokratiske høvding, borgmester Peter
Knudsen, på afholdssagen med en vis skepsis, fordi han nærede
frygt for, at den skulle svække det kammeratlige forhold mellem
arbejderne - og det ville igen betyde en svækkelse af hele arbejder
bevægelsen og nedsætte dens kampkraft.
Når L. I. Brandes evnede at skabe så meget, var det, fordi han
var af en særlig støbning. Han var overbevist om, at det gode i
menneskene vil sejre, og han var stærk i sin tro, trods talrige og
store skuffelser. Der er næppe nogen tvivl om, at han har set på
sig selv som et redskab i et nådigt forsyns hånd. Denne tro, denne
faste overbevisning var fra ungdom til alderdom en kraftig driv
fjer i ham. Gennem hele sit liv var han til det yderste nøjsom med
alt, hvad der angik hans egen person, han levede under de mest
beskedne forhold, kun opfyldt af at gøre godt mod andre - og da