J O H A N N E S L E H M A N N
uden børn, der var for svage til at tjene til livets ophold ved vask
eller syarbejde. Følgen af disse tilstande var, at stillingerne kun
var lidet agtede i befolkningen. Der var kun een udvej —stillingen
som sygeplejerske skulle hæves, ved at mennesker meldte sig, der
tilhørte den virkelig dannede klasse. Derved ville man også komme
det forbudte, men dog stadig florerende drikkeri til livs.
Kun kort tid efter begyndte hospitalsborgmester C. E. Fenger at
lægge sygeplejen om på Kommunehospitalet i den retning, L. I.
Brandes havde foreslået - og lidt efter lidt kom andre hospitaler
og stiftelser med. År for år voksede antallet af kvinder, der havde
bestemt at gøre sygeplejen til et livserhverv.
Som overlæge på Almindelig Flospital havde L. I. Brandes de
bitreste erfaringer med hensyn til alkoholismen og den stærkt ud
bredte drikfældighed i de fattige klasser af befolkningen. Dag for
dag blev han vidne til alle de ulykker, brændevinsdrikkeriet for
voldte, og det var derfor så selvfølgeligt for ham, at han med hele
sin energi og iver kastede sig ind i kampen mod drikfældigheden.
Som tiden gik, optog denne sag ham mere og mere, selv om man
skulle synes, han havde nok at tage vare på. Han skrev, og han talte,
og da »Foreningen til Ædruelighedens Fremme« blev stiftet i 1885,
var det givet, at L. I. Brandes skulle være den første formand. Fra
alle sider betragtedes han som selvskreven. Programmet havde et
meget vidt formål, og man lagde den største vægt på kontakten
med lovgivningsmagten, som man gjorde alt for at påvirke. Her
var L. I. Brandes den helt rigtige mand i kraft af sin store autori
tet. Hans skrift »Om Brug og Misbrug af spirituøse Drikke« kan
med udbytte læses den dag i dag. Det var forøvrigt denne lille bog,
der bevirkede, at den i flere henseender så markante folketings
mand Jens Busk gik til L. I. Brandes for at drøfte, hvad der kunne
gøres ad lovgivningens vej for at komme drikkeriet til livs. De ud
arbejdede i fællesskab et lovudkast, men det vandt ingen tilslut
1 5 0