149 / 209
F I L A N T R O P E N L U D V I G I S R A E L B R A N D E S
riterkursus - og ved det store skandinaviske naturforskermøde i
1872 talte han om en reform af hele sygeplejen. Man lyttede, og
man gav ham ret.
Han begyndte med at fremhæve, hvor meget der var gjort i an
dre lande for at forbedre hospitalerne. Man sparede ikke der, alt
skulle gøres så godt som muligt. Hos os var der intet gjort i uminde
lige tider for at forbedre pasningen af de syge, og han pointerede,
hvor stor betydning det har både for den syge og for lægen, at
patienterne passedes og iagttoges på samvittighedsfuld måde. Men
det krævede en omhyggelig uddannelse. Efter en beskrivelse af
organisationen hos os med stuekoner, gangkoner, gangpiger - og
endelig vågekoner, der ikke boede på hospitalet og ofte toges lige
fra gaden, uden at man kendte det mindste til deres uddannelse,
fremsatte han sine forslag til en meget dybtgående reform. Det
første skridt var, at man ikke mere betroede pasningen af syge
fra aften til morgen til mennesker, af hvilke man ofte kun kunne
fordre, at de skulle være årvågne, da de slet ingen uddannelse
havde. Det var helt hen i vejret, at de syge mennesker var over
ladte til denne mere end ringe hjælp, og det på en tid af døgnet,
hvor patienternes tilstand ofte forandrede sig til det værre. Det var
så meget uheldigere, som lægetilsynet om natten er mere ufuld
stændigt end om dagen. Det var derfor tvingende nødvendigt, at
der ansattes natstuekoner med samme uddannelse som dagstue
koner, og disse natstuekoner skulle have en del af deres forplejning
på hospitalet, så de kunne være til stede ved stuegangen om mor
genen og der få direkte ordrer af lægerne for natten. Men skulle
sygepasningen have nogen effektivitet, ville det være aldeles nød
vendigt at få kvinder med tidens bedste opdragelse til at træde
ind i hospitalstjenesten. Som forholdene lå, da L. I. Brandes talte
om sine store planer, var flertallet af stuekoner fattige kvinder,
der havde taget arbejde af trang. Det var fortrinsvis enker med eller
1 4 9