144 / 209
J O H A N N E S L E H M A N N
bane, bliver det klart, at det var ham umuligt at opgive filantropisk
arbejde - hans tanker kredsede så at sige uafbrudt om, hvad der
kunne gøres for at mildne kårene for dem, der havde det hårdt,
eller i hvert fald ikke så godt, som tilfældet burde være. Hvert øje
blik skriver han, uden at give sig til kende som forfatteren, vel
begrundede afhandlinger om et eller andet emne, og lægger så
manuskriptet i en skuffe. Her ligger det, til det ved en eller anden
lejlighed kommer frem, bliver læst af en interesseret ven, der på
lægger L. I. Brandes at føre opgaven ud i livet. Blufærdig og selv
udslettende beskeden som han altid var, kom han med den ene ind
vending efter den anden. Men snart efter stod han midt i arbejdet,
der lagde beslag på ham både ved dag og nat. Da dampmotoren
for alvor vandt frem, sagde professor, dr. med. Edmund Hansen
Grut, at han altid kom til at tænke på L. I. Brandes, der også
kunne indstilles på døgndrift.
Da Københavns Sygehjem var en kendsgerning, fik L. I. Brandes
ret blod på tanden og mod på at tage nye store opgaver op. Med
liv og lyst tog han fat på at fremme sygekassesagen, hvad der igen
førte til dannelsen af »Den gjensidige Hjælpeforening for kvinde
lige Haandarbejdere«. Det var en sygekasse for kvinder af en en
kelt klasse. Det havde længe undret ham, at der i hovedstaden
fandtes så få sygekasser for kvinder, og da han tog fat på at gen
nemføre en forandring i dette forhold, begyndte han med syjom
fruerne. Fra sin lægegerning vidste han, hvor økonomisk svært de
ofte havde det, han så mange sygdomstilfælde forårsagede ved
overanstrengelser -
f.ex. op mod pinsetid - og de arme kvinder
havde ikke råd til at få den nødvendige medicin. Det var i 1867,
han besluttede at gå i gang, og klogt allierede han sig med frøken
Josefine Schneider, der senere vandt et fortjent smukt navn som
bømehjemsforstanderinde.
Da L. I. Brandes indbød til et møde om sagen, kom der en tre
i 44