140 / 209
J O H A N N E S L E H M A N N
derlige og skikkelige folk, der var blevet ramt af en ulykkelig syg
dom, som gjorde dem hjælpeløse og tvang dem til at være bestan
digt sengeliggende. På den samme stiftelse skulle der også være
plads til ældre ugifte døtre af afdøde borgere og embedsmænd.
Målet stod klart for L. I. Brandes, men han var i tvivl om frem
gangsmåden. Skulle denne stiftelse rejses ad privat vej, eller skulle
kommunen påtage sig denne opgave? Det er karakteristisk for L. I.
Brandes, der var kommunal embedsmand, at han vælger at få stif
telsen rejst ved private midler, simpelt hen fordi sagen har hast, og
fordi han af erfaring vidste, at kommunen i slige tilfælde holdt af
at bevæge sig med en skildpaddes langsommelighed. Artiklerne
fængede i læserkredsene, og borgerskabet fik en dårlig samvittighed.
Her var en stor opgave, der var ganske forsømt. Bidragene kom hur
tigt, og da der var dannet en komité - opråbet blev skrevet af ven
nen Orla Lehmann og er typisk for ham med den svulmende stil -
vakte sagen stor interesse, mest i den københavnske middelstand.
Alt tegnede meget lovende. L. I. Brandes var i så godt humør, at
han selv sagde, at denne store sags gennemførelse var som balsam
på det syge øje.
Men så spillede tilfældighederne på ny ind. København kom ud
for den forfærdelige koleraepidemi i 1853. Folk var med rette
rædselsslagne, hver fik nok i sit eget, og bidragene stoppede op.
Men intet er så galt, uden det er godt for noget- og sorg blev til
glæde vendt. Da epidemien var endt, viste det sig, at et forbavsende
stort antal mennesker havde gjort testamente til fordel for stiftelsen,
der også fik mange betydelige legater, som sikrede dens eksistens.
Men hvor skulle den kommende store stiftelse ligge? Der var så
mange byggegrunde, at man kunne vælge og vrage og være kræsen.
Først tænkte man på det areal, hvor nu Blegdamshospitalet ligger.
Det ejedes af krigsministeriet, og måske lidt naivt troede L. I.
Brandes, at de militære myndigheder ville give ham det hele gratis.
1 40