136 / 209
J O H A N N E S L E H M A N N
afhjulpet hver eneste dag, besluttede han at realisere ideen i Dan
mark. Lige fra starten havde krybben vist sig næsten uundværlig
i kvarteret i Paris.
En lille brand var tændt i hjertet hos L. I. Brandes, hans tanker
kredsede om alt, hvad han havde set, og da han atter er i Køben
havn i efteråret 1846, hører han om dronning Caroline Amalie’s
interesse for asylerne, og i vinteren 1846-47 skrev han en stor
fremstilling af, hvordan man havde båret sig ad i Paris. Manu
skriptet gav han overhofmesterinden hos dronningen i den tanke,
at en lignende institution kunne knyttes til det store asyl, den god
hjertede dronning allerede havde oprettet. Men her kom han ud
for en skuffelse. Nogen tid efter fik han sine papirer tilbage. Dron
ningen havde læst alt med levende interesse —men det ville koste
hende for meget at udvide asylet, der alt var en tyngende udgift
på hendes ikke så store budget. Lidt ærgerlig kastede L. I. Brandes
afhandlingen i kakkelovnen og opgav planen - foreløbig. Påny
koncentrerede han sig om videnskabelige arbejder, der ikke tålte,
at hans tanker gik ad andre, måske vildsomme veje. —Men så kom
krigen, han blev udkommanderet, som alt fortalt, og depressionen
over fædrelandets stilling dræbte al lyst til forskning.
Men atter greb tilfældet afgørende ind. En aften med streng
vinterkulde mødte han på Kongens Nytorv en fattig kone, der stod
tiggende med sit barn på armen. Den lille var kun et par måneder
gammel. Da L. I. Brandes kom i snak med hende, fortalte hun, at
hun nu var blevet enke og ikke kunne tjene noget ved at arbejde
ude, da hun måtte passe den lille. Nu dukkede erindringen om
krybben i Paris op - og som den handlingens mand, han altid var,
fik han lyst til at give en skildring af, hvad han havde set i Frank
rigs hovedstad. Det skulle være et rent æstetisk arbejde, hvori hans
følelser kom til orde. Målet var at få den parisiske krybbe plantet
om på københavnsk grund, og han slog til lyd for sagen i en lang
136