J O H A N N E S L E H M A N N
sans for humor, der var så karakteristisk for ham, kunne han se
nere fortælle om sit krigerliv. Det var for ham en smuk tid, fuld
af spænding og afveksling. Batteriet kom aldrig rigtig i ilden, men
det var ofte opstillet parat til at tage kampen. Men enten kom
fjenden ikke, eller der blev givet ordre om at gå tilbage. Da våben
stilstanden kom, var Brandes syg, angrebet af en ondartet hoste,
der kunne tyde på, at han havde fået brystsyge. Derfor søgte han
afsked, og tog hjem til Almindelig Hospital. Men den videnskabe
lige iver og lyst var blevet ude på valpladserne. Han kunne ikke
samle sig om noget nyt inden for forskningen. Der var netop på den
tid alt for meget, der bevægede hans følsomme sind. Tankerne var
urolige, han var forpint og medtaget over Danmarks vanskelige
stilling, som han havde et åbent blik for. Blåøjet var han aldrig.
Hvor udmærket rustet han end var som læge —det er ikke som
sådan, ikke som overlæge ved Almindelig Hospital, han bør blive
ved med at leve i erindringen, ikke mindst hos menigmand i vort
folk. Det er som den store, den enestående filantrop, han vil blive
husket i vor og kommende generationer. Det er fortjent, selv om
han i sin voksende trang til at leve stille og ubemærket ville prote
stere, om han kunne. Den medfølende interesse, han nærede i sine
ganske unge år for alle dem, der levede på livets kolde sider, holdt
sig til hans sidste time. Om L. I. Brandes kan det siges, at hvad
han havde nemmet i ungdommens friske og produktive dage, det
glemte han ikke, selv da alderen meldte sig og gjorde sin ret gæl
dende. Alle bestræbelser, alle gøremål hos L. I. Brandes gik ud på
at hjælpe alle, der havde støtte behov — det være sig kvinder,
mænd eller børn. Det var et varmt hjerte og en smuk og bræn
dende idealisme, der ledede ham. Klog som han var, forstod han
at disponere over sit arbejde. Hvor betydeligt hans initiativ end
var, løb han aldrig løbsk og trættede derved sig selv og andre.
Tværtimod kunne mange i dag tage ved lære af hans udtalte evner
134