Previous Page  138 / 209 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 138 / 209 Next Page
Page Background

J O H A N N E S L E H M A N N

Det var den, som han siger, »meget overfladiske læsning« i pensio­

natet i Paris, der gav den indirekte anledning til oprettelsen af

vuggestuen, og det var ligeledes en ren hændelse, der gav stødet til,

at han kastede sig ud i en anden og meget større opgave. Det gik

sådan til: Da han en dag lukkede det ene øje, medens han skrev en

recept, mærkede han, at han hverken kunne læse eller se at skrive

med det andet øje. Han gik selvfølgelig til en øjenspecialist, der an­

så tilfældet for at være så alvorligt, at han forbød Brandes at læse

og skrive ved lys. Vinteren med de lange aftener var just begyndt,

men alt videnskabeligt arbejde måtte nu lægges til side. Men ikke

nok med det, han levede i en voksende ængstelse for, at det andet

øje også skulle blive udsat for et farligt angreb. Skete det, ville han

ikke kunne være læge mere, hans livsbane var brudt, netop som alt

tegnede så godt. Typisk for ham var det i denne triste situation, at

det ikke var ham og hans skæbne, han alene tænkte på. Mere og

mere rettedes hans tanker mod de uhelbredeliges skæbne. Det førte

igen til, at han ville forsøge at rejse en stiftelse for disse ulykkelige

medborgere, som for størstedelen levede under trange og sørgelige

kår, og som led under ensomheden og isolationen. På rejser i ud­

landet havde han set enkelte milde stiftelser, og han var blevet

ganske klar over, hvordan en dansk skulle være og indrettes.

De mange aftentimer, hvor han var dømt til hverken at røre

bog eller pen, fik hans planer til at udvikle sig til modning. Som

tidligere tyr han til »Berlingske Tidende«, hvor han lader offent­

liggøre en række artikler, der er holdte i en ret agitatorisk stil. Ved

udarbejdelsen var den halvblinde mand blevet hjulpet af to af sine

næreste venner, politikeren Orla Lehmann og hans lidt yngre bro­

der, øjenlægen, dr. med. og lidt senere professor Heinrich Leh­

mann. Deraf den kraftige penneføring i forbindelse med de mange

saglige enkeltheder. Man mærker tydeligt den øvede journalist og

den erfarne oftalmolog, som dog i et og alt fulgte lægevennens men* 3 8