171 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
forlangt, at vi skal tro på, at en 10-12 års dreng har kunnet ind
prente sig lange passager af en kun een gang hørt tale så godt, at
han over tres år senere kan gengive dem ordret. Og hvis han med
deler uddrag af et manuskript, vilde man jo gerne vide, når og
hvordan han er kommet i besiddelse af det; intet i bogen eller dens
fortsættelse antyder nærmere bekendtskab med taleren. Den mulig
hed, at vi her står over for en tale holdt ved en anden lejlighed, er
udelukket; indholdet er nemlig i hovedsagen et kommenteret refe
rat af det passerede.11 Det mest sandsynlige er, at der her foreligger
en sen og utvivlsomt ubevidst udløber af den ældgamle tradition,
som rækker fra Thukydid og Livius til renaissancen, og som tillader
historieskriveren i pædagogisk-opbyggeligt øjemed at indføje op
digtede taler i sin fremstilling.
Mod skildringen af den store jordefærd lader sig altså ikke blot
indvende, at begravelsesvæsenets protokoller ikke rummer nogen
som helst oplysning om begravelsen af en arbejder fra Nordvest
vej en sommerlørdag 1892-94 og på Vestre kirkegård, men desu
den, at der blandt den brede fremstillings rigdom af anskuelige de
tailler findes to, som er højst usandsynlige, og een, som er direkte
umulig. Heraf må man have lov til at slutte, at begravelsen lige så
vel som Eriksens voldelige død er at henføre til fantasiens verden.
Med andre ord, Chr. Christensens sigtelse mod Korsgadevagtens
betjente for manddrab må kendes ubeføjet. Og dermed er denne
undersøgelses hovedformål nået. Flere kildegrupper kunde have
været inddraget, flere detailler efterprøvet; men nødvendigt kan
dette ikke kaldes.
At det ikke har været hensigten at renvaske, endsige idealisere
datidens politi, er det vel overflødigt at tilføje. Hvis man, som end
nu mange københavnere, bevarer et klart billede af de tykmavede
og hjelmklædte »pansere« fra århundredets begyndelse, vil man
vanskeligt kunne tiltro gennemsnittet af disse noget mere forfinet
I
7
I