173 / 209
O P R Ø R I R A B A R B E R K V A R T E R E T ?
fundsøkonomi udarbejdede, meget omfattende registre til de store
københavnske dagblade. Fra disse skal her et par karakteristiske
eksempler anføres.
I efteråret 1889 blev det påbudt, at forretningerne - bortset fra
lørdag - skulde lukke kl. 2 1. Enkelte handlende, vel især de, der
ikke benyttede fremmed medhjælp, satte sig ud over bestemmelsen,
hvad der af mange arbejdere opfattedes som en slags skruebræk
keri og gav anledning til truende opløb uden for deres butikker.
Politiet måtte da gribe ind og rydde Nørrebrogade og dens side
gader, hvad sikkert skete uden blødsødenhed. Men de deraf føl
gende dramatiske aftenscener på Nørrebro beskæftigede Politiken
daglig
en uge igennem! Der skulde mindre til: da en dame i 1893
tabte en medicinflaske på Vimmelskaftet og af en nidkær betjent
blev tvunget til at samle skårene op, blev en indsenderartikel om
denne bagatel optaget i samme blad. Et tredie træk skal omtales,
fordi det svagt minder om Christensens martyrlegende. I 1895
blev et ældre bybud påtruffet stærkt beruset og indbragt til Vester
bros detentionslokale; næste morgen viste manden sig meget syg
og overførtes til Kommunehospitalet, hvor han efter et par dages
forløb døde, muligvis som følge af kraniebrud. Politiken beskæf
tigede sig i to artikler indgående med tilfældet og specielt med mu
ligheden for, at kraniebruddet var sket på politistationen, men vel
at mærke uden så meget som at antyde vold fra politiets side.
Endelig skal omtales en historie, der viser, hvor snævert grænsen
for politiets selvtægt var draget. I 1897 tildelte en stærkt tirret
betjent på Fælledvejens station en for gadeuorden anholdt kommis
et enkelt knytnæveslag i ansigtet samt en række lussinger med
forbigående sprængning af trommehinden som følge. Betjenten
blev ikke blot afskediget, men fik ved højesteretsdom12 otte måne
ders forbedringshus. Hermed kan nu sammenlignes Christensens
drastiske skildring af Eriksens første møde med politiet: næppe
1 7 3