172 / 209
H E N R Y B R U U N
følelsesliv. De var sikkert nok både hårdhudede og hårdhændede;
med fløjlshandskerne var de vel heller ikke kommet langt, i det
mindste, hvis Christensens skildring af Rabarberkvarterets had til
dem står til troende. I øvrigt giver Einer Mellerups fortrinlige små-
bøger et mere nuanceret og vistnok troværdigere billede af forhol
det til den jævne befolkning.
Den alvorligste fejl i bogens fremstilling er ikke i og for sig de
rystende enkeltheder om politiets grusomheder, men den forud
sætning, der ligger til grund for hele beretningen, at den slags ting
kunde finde sted upåtalt. Påstanden herom vilde også uden den
foregående undersøgelses resultater være stærk tvivl underkastet.
Politiet var nemlig på dobbelt måde under kraftig kontrol.
For det første på grund af dets egen, kraftigt centraliserede og
bureaukratiske organisation. Rapportskriveriet var dets livsnerve,
og intet af nogen betydning kunde ske uden at indberettes til politi
direktøren. Og hvis der til denne var indgået meddelelser om al
vorlige batailler med Nørrebros arbejdere, må man gå ud fra, at
en undersøgelse vilde være påfulgt. Antagelsen heraf kan ikke af-
svækkes ved tvivl om politidirektør Eugen Petersens pligtfølelse og
retsindighed - en tvivl, hvortil der i øvrigt ikke ses at være saglig
grund. Her spiller nemlig den anden form for kontrol med ind.
En polititerror som den, Christensen vil have os til at tro på, er
jo på ingen måde i sig selv utænkelig. Men den forliges dårligt med
pressefrihed. Og den ved grundloven af 1849 hjemlede trykkefrihed
var hverken ophævet i 1866 eller selv i den værste provisorietid
praktisk sat ud af kraft. Hvad højrestyrets sidste tiår angår, er det
næsten overflødigt at minde om, at København i go’erne havde to
særdeles livskraftige oppositionsblade, Politiken og Social-Demo-
kraten. Og at disse ikke forsømte den nærliggende opgave at følge
politiets virksomhed med årvågen kritik, kan man let overbevise
sig om blot ved at benytte de ved Institutet for historie og sam
172