30 / 209
E. L A N G A G E R
Lauget bleff fortert, den tid Claus Raffn Raadmand och de fire
med hannem af w: w: Borgemestere och Raad, offuer lauget an
ordnede Inspectorer paa lauget forsamlede Waaere, deris Anord
ning at lade forkynde«. - Som et eksempel på lavenes justits ses
denne indførsel: »1667. 4. Dec. Bleff klaget at yngste Mester haffde
baget for lidet brød aff huede Simbler, at der manglede at udschi-
chis till Patronen och Claus Raffn«. I marginen står: »bleff fri-
kient«.8
Som nævnt var Claus Ravn byskriver i Halmstad før 1638, og
det ser ud til, han har bevaret kontakten med denne by. Han har
således 1643-53 været »forloffuer« for fire drenge fra Halmstad,
som blev sat i possementmagerlære i København.9
Claus Ravn må have været en velstående borger. Han ejede
flere ejendomme i København;10 han har kunnet sove roligt i sin
bolig, ligesom borgmestrene havde byfogeden to vagter for sin dør
hver nat.11 13. april 1656 bevilger Frederik I I I ham »for hans
lange, flittig och troe tieniste quit och fri« en gård i Borup i Vær
løse sogn, Ølstykke herred.12
Valgsproget »Mein Hoffnung zu Gott Alleine« har Claus Ravn
taget i arv efter Frederik II. - I sin lovbog har han fremhævet flere
artikler i recessen, der varetager kirkens interesser, og, som føl
gende dialog vil vise, har han tillige i ord og handling støttet kir
kens tjenere. Rentemester Oluf Daa, der var kendt for sit aristo
kratiske væsen og excentriske sprog, kritiserede i en anmærkning
til byfogedregnskabet præsternes salær ved henrettelser: »Hvis der
gifves presterne och capellanerne for sacramentet at meddelle
missdederre er icke smucht«. Uimponeret og uden underdanighed
overfor kongens rentemester svarede Claus Ravn, at præsterne i
København »oftere med den besvering mere her i deris mødsom-
melige kald och embede end herritspresterne besvergis, hvor syn
dere sielden justificeris. Derimoed sidder de fattige mend her i sta
30