115 / 439
107
en Forklaring paa det mærkelige Fænomen, at disse ansete og
indflydelsesrige Provster ikke have kunnet fremme denne Sag mere,
medens langt mindre Kræfter have kunnet udrette store Ting, saa
finder jeg kun eet Svar: Komiteen har manglet en levende Menig
heds Støtte. Derfor tror jeg, der er fuld Sandhed i Forretnings
udvalgets Ord, at Købet af „Valkyrien“ ikke vil forhale denneSag.
men tværtimod støtte den. Og hiiver der samlet en levende Menig
hed om Forkyndelsen i Vesterbrogade 17, skal det nok vise sig,
a t Arbejdet for Kirken i Istedgade faar ny Fart.
Provsterne skrive: „Det er os ikke ganske klart, hvad der menes
„med Udtrykket Kirkelokale. Vi kunne dog ikke tænke os, at det
„er Forretningsudvalgets Plan at faa denne Sal indviet til folke
k irk e lig t Brug, saa at der kan finde Daabshandlinger, Altergang
„og Brudevielser Sted.“ Antagelig er dette kun en rhetorisk Figur.
Efter at baade de selv og andre have talt og skrevet saa meget
om smaa Kirker og Distriktskirker, kunne de næppe have været
ude af Stand til at begribe, at naar Forretningsudvalget skrev, at
det ønskede et midlertidigt Kirkelokale, saa mente det ikke et
Missionshus eller en Missionssal, men et Lokale, der skulde kirke
ligt indvies og have ikke alene Prædikestol, men ogsaa Døbefont
og Alter. Men hvordan nu dette skal forstaas, saa synes det atter
u h e ld ig t,
at Provsterne med saa stærke Ord ere komne til at ud
tale sig for den snærpede Anskuelse, at det vilde være usømme
ligt at rense et Hus, der havde været anvendt til noget urent,
og derefter benytte det til helligt Brug, en spidsborgerlig Op
fattelse, som kun kan tænkes sammen med kirkelig Uvidenhed,
Ukendskab f. Eks. til, at den romerske Kirke har adskillige Kirker,
der oprindeligt benyttedes som Afgudstempler (f. Eks. Pantheon
i' Rom), eller Uvidenhed om, at Londons Biskop for nogle Aar
siden indviede et stort Staldrum til midlertidigt Kirkelokale. —
Og saa kunde man jo nok tilføje, at hele denne Anskuelse næppe
har ret meget Slægtskab med hans Tankegang, „der aad med
Syndere og Toldere“ !
Imidlertid skal jeg hermed lade det være nok med Paavisningen
a f
s a a d a n n e U h eld .
Men saa maa jeg have Lov til at udtale, at Provsternes hele
Forfatterskab synes at være en Indiskretion, som vi kunde have
Ret til at beklage os over.
Og dernæst vil jeg spørge: Hvorfor have de tvende Provster
rettet dette voldsomme Angreb paa Kirkefondet? De skrev, at
de ønskede at gøre Rede foc Motiverne til deres Udtrædelse. En
Redegørelse, ogsaa for principielle Modsætninger, kunde være frem
ført, uden at det blev til et endogsaa voldsomt Angreb. Hvilken
har da Provsternes Hensigt været dermed?
De have dermed givet Anledning til en offentlig Avisfejde