Previous Page  131 / 439 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 131 / 439 Next Page
Page Background

1 2 3

af et Sogn paa 30, 40 eller 60,000 Mennesker. Da Øst London

i 1879 havde faaet sin egen Biskop, rettede denne en indtræn­

gende Opfordring om Hjælp til hele Landet med den Motivering,

at der gik over 4000 Mennesker paa hver Præst. I Gennemsnit

havde Sognene hver 2 Præster og godt 8000 Mennesker. Her­

hjemme maa vi være glade, om vi kunne faa en Præst ansat

i et Distrikt med 5000 Mennesker, og naaede man saa vidt, som

Øst London var den Gang, da Nødraabet om Hjælp lød derfra,

vilde de fleste vist regne Kirkesagen for løst. Her er en af

den engelske Kirkes stærkeste Sider. Et af de Samfund, jeg

har nævnt, taler i en af sine sidste Beretninger med stor Styrke

om nogle engelske Sogne, som det er særlig magtpaaliggende

at hjælpe, saa snart det paa nogen mulig Maade kan ske. Der

nævnes et Sogn i Peterborough, hvor Præsten er ene om 6500

Mennesker, et andet i Manchester med 6000 Mennesker, hvor

Præsten heder om en Medhjælper. Mon man med saadanne

Forhold for Øje tør vedblive at kalde et kjøbenhavnsk Sogn paa

15 til 20,000 Mennesker for et overkommeligt Sogn?

Spørger man de Mænd, der staa i Arbejdet i England, hvor

stort et Distrikt passende skal være, saa lyder Svaret forskelligt.

I Regelen nævnes henad 3000 Mennesker som det Maal, man

praldisk

vil naa; man ønsker f. Eks. at Sognet skal tælle omtrent

8000 Mennesker og have en Sognepræst og to Medhjælpere. At

man i store Strækninger af Byen er naaet langt videre, ses af

hvad jeg før nævnte om Præsternes Antal. Ingen af dem, jeg

har spurgt, kunde tænke sig mere end 4000 Mennesker til hver

Præst; fra anden Side hævdes 1000 som Ideal, og det paastaaes,

at 2000 Mennesker give Præsten rigeligt at bestille. Det hævdes

ofte herhjemme, at den stærke Sognedeling er uheldig, fordi

Beboerne ved Flytninger da altfor let komme udenfor Sognets

Grænser. Men her er en By, hvor Beboerne turde være nok

saa bevægelige i alt Fald i store Dele af Befolkningen, og man

søger ned til langt snævrere Grændser for Sognene. Maatte

dette da være en Spore for os til ikke at slaa os til Ro, før

, vi ere komne et langt Stykke frem i samme Retning.

Men i andre Henseender er det en stor Opmuntring saaledes

at vende Blikket ud og se, hvor store Ting Gud har gjort. Den

Sag, der har samlet os i Aften, er maaske den største, som

paahviler Guds Menighed i Danmark. Mange ere de Indven-