KøbenhavnsKirkesag

1 9 9

snit foruden flere Prædikentjenester, A ltergang med Skriftetale,

20 Børn at døbe, 5 P ar at vie og 5 Lig at begrave. H vad er nu

Følgen af denne T ilstand? Følgen er, at Befolkningen mere og

mere bliver fremmed for alt Kirkeligt, mere og mere falder tilbage

til et Hedningefolks Standpunkt, saa at P ræ sten mere kommer til at

staa som en Missionær end som Sognepræ st for kristne Mennesker.

P ræ d ik en

bliver næ sten det Eneste, P ræ sten kan virke med; vel

er den ogsaa Hovedsagen, men alt er dog ikke gjort med den.

Følgen bliver, at stæ rk t begavede P ræ dikanter samle „T ilhørere“

i skarevis, imedens de andre prædike for meget faa „T ilhørere“ .

K o n firm a n d u n d e rv isn in g e n

bliver der forholdsvis kun lidt Tid

til, da hver P ræ st har 8 0— 150 Konfirmander hvert Halvaar.

B e n

'p riva te S jæ lep leje er aldeles u o v erk om m e lig

, H er er forholds

vis saa godt som ingen til at formane og vejlede de Enkelte, til

at trøste og vejlede Fattige og Bedrøvede, Modstridende og Søn

derknuste. I Modsætning til denne forladte Tilstand meddeles det,

at de til andre K irkesamfund hørende Menigheder, som tælle 2263

Medlemmer, betjenes af 13 P ræ ster. Folkekirkens mange Tusinder

kun af 23. —

Hvad gjør nu Folkekirken for at raade Bod paa denne sørgelige

T ilstand? I de sidste hundrede Aar er der bygget 1 Kirke til,

nemlig St. Johannes, og brændt 1 (Nikolaj). Nu hygger man vel

S t. P a u lsk irk e ,

men det er kun Afdrag paa gammel Gjæld, da

Trinitatis nordre Sogn hidtil har m aattet laane søndre Sogns Kirke!

Det eneste lille Forsøg paa at afhjæ lpe Kirkemanglen er i den

sidste Tid den lille

S t. S te fa n sk irk e

paa Nørrebro. Forfatteren

opfordrer derfor indtrængende alle kristne Mennesker til at gjøre,

hvad vi kan, med Mund og Pen, med H jerte og Haand, for at faa

raadet Bod p aa denne for hele Danmarks Land saa vigtige Sag,

at der kan blive ansat

flere S ogn ep ræ ster m ed flere K irk e r

Danmarks Hovedstad. A t Sagen imidlertid ikke er let at føre

igjennem, synes han ogsaa at føle, n aar han udtaler, at man ikke

veed, hvem man skal henvende sig til, saa længe vi ingen Kirke

forfatning h ar; han henvender sig derfor til hele Menigheden. Og

heri maa vi jo give ham Ret. Men vi kunne dog ikke vægre os

ved den Tanke, at de kirkelige Myndigheder, op til Biskop og Mi

nisterium, som dog vel ogsaa ville høre med til Menigheden, synes

at maatte række en saa vigtig Sag en kraftig Haand, ikke alene

ved at støtte Menighedens begyndende Anstrengelser paa enhver