249 / 439
2 4 1
for, vil man dog ikke kalde det Konkurrence at sørge for paa
anden Vis.
Men
— kommer endelig den sidste Indvending — det kan
blive et
Indtægtstab
for de tidligere Præster, og den Side maa
dog ikke lades ude af Betragtning. Ved deres Kaldelse have
de faaet Ret til Indtægterne fra hele dette Sogn, og denne Ret
bør ikke krænkes.
Hertil bliver der tre Ting at svare. For det første, at den
moralske Ret ikke altid dækker den juridiske. De ere kaldede
til denne Gerning
og
disse Indtægter. Moralsk høre Indtægterne
og Ansvaret sammen. Kan man ikke magte Gerningen, har
man ikke længere den moralske Ret til Indtægterne deraf. Ind
tægterne ydes (i Præstepenge, Accidentser o. m.) af Beboerne
for at
faa den tilbørlige kirkelige Pleje. Moralsk ligger der
langt snarere et Krav i disse Indtægter, et Krav fra Beboernes
Side paa Præsten, at han skaffer dem den forsvarlige kirkelige
Pleje. Og har Præsten da sit ordentlige daglige Brød, mon
det saa ikke kan siges at være en god kirkelig Tankegang,
at hans præstelige Ansvarsfølelse maa tilskynde ham til at
anvende det overskydende til at sørge for sit Sogn? Fra gamle
Dage har der været Kirkefyrster med store Indtægter, men der
har ogsaa fra gamle Dage været Mænd i høje Kirkeembeder,
som forstod og viste, at de Indtægter, som ikke behøvedes til
deres private Liv, skyldte de at anvende til Kirkens Tarv. Og
ogsaa i København er det da, Gud ske Lov, set flere Gange
siden Frimodts Dage, at Sognepræster have afstaaet store Dele
af deres Sogn til nye Arbejdsmarker uden at ville have nogen
Erstatning for Indtægtstabet derved. Det er derfor slet ikke
nogen ubillig Fordring, naar københavnske Præsteembeder ere
bievne større end nødvendigt — ovenikøbet større udelukkende
ved, at Sognet stadig er vokset til det mere og mere uover
kommelige — at Præsterne bør være villige til at give Afkald
paa en Del af deres Indtægter, for at Kirkens Arbejde i det
dem overdragne Sogn kan blive gjort.
For det andet er selve den juridiske Ret, som Sognekirkens
Præster have til Indtægterne, ikke saa helt uangribelig. Thi
saa godt som alle Københavns Præster ere kaldede med det
udtrykkelige Forbehold, at de skulle finde sig i enhver mulig
senere Deling af Sognet uden Erstatning. Og vistnok er der