252 / 439
2 4 4
Forholdene i Gethsemanekirken vise derfor aldeles uomtviste
ligt, at Klokkerkontoret i Hovedsognet
intet
gør for at lede
Strømmen til Distriktskirken, eller at man her mildest talt aldeles
ignorerer den oprettede Distriktsvirksomhed.
Maaske man vil sige, at det ikke kan forlanges af et Klokker
kontor at behandle Sagerne paa mere end en rent forretnings
mæssig Maade. Men hvorfor ikke? Er Klokkeren Kirkens Tjener,
kan det da ikke forlanges af en tro Tjener, at han udfører sit
Arbejde i Overensstemmelse med Kirkens Aand? Dog, om man
nu ikke tør kræve saameget, kan det dog vel i alt Fald kræves,
at han ikke i mindste Maade lader sine private Anskuelser eller
Sympathier paavirke sine Forretninger. Klokkeren har kun at
følge sin Instruks og Sognepræstens Anvisning. Og hvis der
altsaa her vises Mangel paa Imødekommenhed, maa det bero
paa, at Klokkeren under de store Forhold har faaet en Stilling
og Indflydelse, der slet ikke tilkommer ham.
Vi føres derved til endnu et Punkt, der har Indflydelse paa
den omhandlede Grundbetingelse for en frugtbar Distriktsvirk
somhed. Kirkebestyrelsens Regulativ er det første, Sognekirkens
faste Præsters Imødekommenhed er det andet, og Klokkerkon
torets korrekte Stilling er det tredje.
Det er i sig selv en kirkelig Uskik, at Klokkerkontoret mod
tager Anmeldelser og træffer Aftale om de kirkelige Forretninger
forud for Præsterne, — en Uskik, som ikke har Hjemmel i nogen
Lov, og som sikkert enhver Sognepræst naarsomhelst har det i sin
Magt at ophæve. Men bliver denne Uskik fæstnet saaledes, at
Klokkerkontoret faar den afgørende Indflydelse paa Ordningen
af Forhold som disse, saa at Præsterne derved forhindres i at
fremhjælpe Distriktsarbejdet videre, da staa vi overfor et kirke
ligt Uvæsen, som for Kirkens egen Skyld snarest bør ændres.
Hermed er det ikke Meningen at kaste nogen Skygge over
de Mænds Hæderlighed eller Dygtighed, der forestaa Klokker-
kontorerne; de bestyres sikkert med al Ære efter Verdens forret
ningsmæssige Principer. Men det er en Del af Kirkens store Nød
i Kæmpesognene herinde, at man har maattet nøjes med en
forretningsmæssig „Ekspedition“ for overhovedet at overkomme
blot det absolut nødvendige, og at Præsterne derfor selv have
maattet være taknemlige for, at en Del af det Arbejde, som