16 / 118
havde kendt pesthuset, hvis tilstand havde g jo r t så stort ind tryk på ham ,
»at hans Indvo lde ofte have rørt sig ved at se dets skrøbelige, aldrende og
høinødlidende Lemm er, h v o r a f de fleste have m anglet baade K læ d er og
Senge, o g som hen ligge i deres S y g d om og dø bo rt fast ligesom Fæ o g andre
umæ lende Kreaturer«.
B yen s slette hospitalsforhold m edvirkede uden tv iv l til at fremm e den
store pestepidem i 1 7 1 1 . Fra Sydeuropa v a r denne sy gd om gennem Østersø
landene trængt nordpå til Sverige, og da den ko rt efter optrådte i Flelsingør,
varede det ikke længe, fø r Københ avn b lev angrebet. D e første tilfælde
konstateredes m idt i jun i, men da de ikke synes særlig alvo rlige, b lev der
ikke truflet nogen foranstaltninger til at forh indre sygdomm en s udbredelse.
Først da dødsfaldenes antal begynd te at stige foru ro ligende, udstedtes
3. ju li en plakat, h vo ri indbyggern e fik befaling til at ad lyde sundheds
væsenets ordrer, og regimentskvartermester W od ro ifs gård ved St. Jø rgen s
Sø b lev lejet til pesthospital, men »for der des flere syge, om fornøden er,
at kunne forplejes«, fik politimesteren Jo h an B a rtram Ern st ordre til at
udvide det med nogle træbarakker. O gså telte b lev taget i brug, men da
de heller ikke forslog, fik han besked om at låne tre teltsejl på B rem erho lm ,
»hvo raf et T e lt Seigl kunde væ re fo r de syge, et andet fo r K iøken et o g det
tredie til Betienterne«. Desuden skulle han lade indrette et »Probeer Huus«
til syge tjenestefolk »og andre deslige S yg e, førend til visse kand skiønnes,
om det er m istænkelig Svaghed eller ei«. Endvide re skulle huse med pest
syge afspærres a f vægterne, og hvis beboerne døde, skulle d e »strax tilnagles,
på det ingen sig derudi skulle indsnige og Sygd omm en paa n y der begyndes.
Saa skal og de bortdødes K læder - forlangtes det - uden Opho ld brændes«.
Mansa fortæ ller, at sygdomm en begynd te med stærke ku ldegysn inger,
der afløstes a f en brændende feber, hvo runder kræ fterne aftog o g de syge
fortvivlede. D erefter faldt de ifg l. hans beretning i vildelse og raseri. Svæ lget
o g læberne b lev angrebet a f blod flod og en ko ldbrandagtig betændelse,
der ledsagedes a f brækn inger og diarrhé, o g sanserne sløvedes. Stanken var
forfæ rdehg, og under vo ld somm e smerter g ik små rosenagtige betændelser
på huden ove r til karbunkler, brandbylder og buboner. Død en fu lgte i
reglen den fje rd e dag.
13