19 / 622
6
TOLDFORORDNINGEN AF 1. FEBRUAR 1797
Antallet af Textilarbejdere alene i
K j ø b e n h a v n ,
hvor denne Industri
særlig var samlet, til 5700, beskjæftigede ved 640 Væve. Men hele denne
industrielle Væxt var en Drivhusplante. Det ses klart af, at den kort
varige
S t r u e n s e e s k e
Periode (1771—72), der berøvede den den mer
kantilistiske Varme, næsten øjeblikkelig fik den til at sygne hen. Klæde-
og Tøjmagerhaandteringen beskjæftigede saaledes i 1770 4600 Arbejdere,
men i 1772 kun lidt over 2500, Silke- og Uldenfabrikerne i
K j ø b e n h a v n
gik i samme Periode ned fra c. 5740 Arbejdere til c. 3650 o. s. f. Efter
S t r u e n s e e s
Fald fulgtes atter den gamle Kurs, men de nye økonomiske
Ideer, der kom op med Antimerkantilisterne og de saakaldte Fysio
krater, lode sig ikke længere lukke ude fra den praktiske Politik. 1797
nedsattes en Kommission for at overveje, hvorvidt det merkantilistiske
System havde virket tilfredsstillende og eventuelt stille Forslag til dets
Afløsning. Resultatet af Kommissionens Overvejelser var ugunstigt for
Merkantilismen, og Toldforordningen af 1. Februar 1797 dannede da
Indledningen til en ny og liberal erhvervspolitisk Æra, der er ført
videre gjennem de senere Toldlovsrevisioner.
Naar andre Lande, som f. Ex.
E n g l a n d
og
F r a n k r i g ,
der, i ikke
ringere Grad end vort, have været Tumleplads for Merkantilismens Ud
skejelser, alligevel skylde den en kraftig industriel Udvikling, er det
ikke vanskeligt at finde Grunden hertil. Hos os var ikke alene denne
eller hin merkantilistiske Foranstaltning urimelig, men, i Modsætning
til de nævnte Lande, var Systemets Anvendelse her paa Fabrikindustriens
Omraade i og for sig en Urimelighed. Grunden hertil var, at Mangelen
paa Kul, Jern og andre Raastoffer, under Hensyn til Datidens Sam
færdselsmidler, var en uovervindelig Hindring for en industriel Ud
vikling. For Datiden gjaldt det fuldt ud, at Landbruget var vor natur
lige Erhvervsbasis, og den nødvendige Evolution fra Agrarland til Agrar-
og Industriland maatte, uanset om Statsinitiativet eller Privatinitiativet
eller begge i Forening maatte anses for den virksomste Løftestang,
vente, indtil vore naturlige Hindringer for den elimineredes gjennem