107 / 287
104
Naar Skjoldemærker og laante Raad
er ikke de Ting, som hædres,
naar Manden æres for egen Daad
og Niddingen ej for Fædres.
Naar Bonden, hvis rette danske Æt
med fremmede Slægter ublandet
mod Fjenderne førte Panseret
kaldes frem til Odel i Landet:
Naar Sandhed tør tales rundt om Land,
men Nidvisen straffes paa Stande,
naar Folket er frit, og hver ædel Mand
er adlet i Skjoldungens Lande:
Naar Kornet, som fuled’ i Pugerens Lo,
at Norriges Kæmper mon svelte,
strømmer frit herind fra Sydlingers Bo
som fordum til dem vore Helte:
Kort: hver Gang Skjoldungen og hans Mænd
over Hedenolds Uvaner vinde,
da sender de Bud til Hr. Thomas11) hen,
en Skjald helt stiv udi Sinde.
Hans Tale er hvas som Biens Braad,
hans Viser er som dens Honning,
fast ofte de bæ rer djærve Raad
til selve Dannemarks Konning.
Saa sender de hannem en venlig Bøn,
han digter dem fuus en Vise,
hvori de Skjoldungen med hans Søn
og ærlige Mænd kan prise.
*) Thomas Thaarup.