77 / 287
74
der, hvor jeg lærte »Moder!« stamme
og første Fjed ved hendes Haand,
der tændtes Gnisten til den Flamme,
som brænder for mit Fødeland.«
Havde man sunget Halsen tør paa saa
danne ni Vers, maatte der et Glas til, inden
man med fuld Stemme og dyb Rørelse kunde
synge det tiende, der var som talt ud af
alles H jerter:
»Vi ville ligne vore Fædre
som Mænd i Fejde og i Fred,
vort Navn skal Efterslægten hædre
for Fødelandets Kærlighed,
hans Minde Tidens Tand ej skader,
naar tvivlsomt Marmortegn forgaar,
som sig den Gravskrift efterlader:
at han en nyttig Borger var.«
Men snart ophører under Punchens Paa-
virkning den loyale og patriotiske Tone, og
man tager fat paa den græske Mytologi,
som altid krammes ud paa de mærkeligste
Maader og, for ikke at træ tte, anvendes
skæmtsomt. Hine Dages Skæmt er af en
tammere Art end vore, og hvad man ju b
lede over den Gang, hvad man da fandt
uhyre vittigt, vilde nu til Dags ved et Drik
kelag knap nok lokke et Smil paa Læben.
Stiv i sin Mytologi var Rahbek; det vrim ler
med Allusioner til den, selv om den i nogle
Viser ikke føres saa helt igennem som i
»De gode, gamle sang saa tit
om Lethe Flod«