80 / 287
77
Nej, rank som Røret, smækker, fin
og hvid, som Liljer ere,
er Byens Skønhed, saa er min,
og saa skal Piger være!«
De gamle syntes ikke
0111
det muntre i
denne Vise, og derfor blev den kun sjældent
sunget. Den var ikke »solidt nok tænkt«, og
villigt skal det ogsaa indrømmes, at der er
adskillig mere Friskhed og Fart i denne Vise
end i mange andre fra Drejers Klub.
De fleste afV iserne priser det herlige Sam
vær imellem de gode Venner, og det er med
en vis Selvsikkerhed, at man lader en Mand
som den rolige
Ove Malling
synge for:
»Hvor herligt, herligt gik det til
i fordums Tid, før The og Spil
og T itler kom i Mode.
Da sade Nordens raske Mænd.
ved Egebordet, Ven hos Ven,
og sang og drak og sang igen
og priste Landets Gode.«
Her traver vi atter ad den slagne Lan
devej og føler fast Grund under Fødderne.
Saa kan man godt i et lystig Øjeblik synge
Abrahamsons
»:|: En tungsindig :|: melankolisk Mand.«
Det eneste
Bellmanske,
der er ved den
Vise, er Melodien. Men
Bellman
var sikket
heller aldrig bleven optaget i Drejers Klub.
Intet er mere fremmed for vore brave Red-
steborgere end den svenske Gadens Digter,