84 / 287
81
Selv politiske Sager behandler han paa det
gemytligste og med følgende fromme Ønske:
»Motion, og ej andet, man vinder,
saa vidt jeg kan se, ved at slaas.
Krig ønske vi kun vore Fjender,
men scilicet! ikke med os!«
Og hvem af de gamle havde vovet i en saa
lystig Vise til Slut at slaa til L^d for Tidens
store Ide paa et Tidspunkt, hvor Guldbergs
Regimente ikke var endt. Under jublende
Bifald sang man atter og atter Visens næst
sidste Vers, og de gamle Parykker saa bag
efter forfærdede paa hinanden, fordi de havde
ladet sig rive med af den almindelige Re-
gejstring over disse Linjer:
»Der er et Slags Folk under Kronen,
som, skønt de er Christians Børn
og Danske og Støtter for Tronen
og Rigets fornemmeste Værn,
dog agtes forfærdelig ringe
og leve (Gud bedre det!) slet
ha! Rrødre, lad Glassene klinge,
gid Bonden dog eengang ske Ret!«
Det er en hel Befrielse ikke alene i Tan
ker og Indhold, men i Ordbygning og Sprog,
naar man kommer fra Rahbek og Thaarup,
at kvæge sig ved den Raggesenske Rytmes
Elegance, at føle, hvor Ordene tager Flugt,
ligesom der løstes op for dem, og de flk Lov
at strømme frit, hvorhen de vilde. Noget saa
smidigt som hans »Slutningssang« skal man
Drejers Klub
6