89 / 287
86
velige Aftensmad og bagefter sin »Ponche,«
lier spillede han sin Billard og røg sin
eneste Aftenpibe, til han »pakkede sig hjem
i sin Seng.« Aldrig var han alene, altid søgte
nogle hans Selskab; thi ingen gik nogen
sinde fra Edvard Storm , uden at han følte
sig som beriget ved Samtalen med ham. Og
hans tilbageholdne, lidt jomfruelige Natur
kunde saadan en Aften, naar han befandt
sig rigtig vel og blandt gode Venner, skyde
Ham, saa at han helt gav sig hen i Glæden,
og derved smittede han de andre. Han kunde
»skraale sig hæs« ved den store Bolle, han
kunde være den gladeste Medsanger og selv
skrive den muntreste Vise; men han kunde
ogsaa sidde stille og lytte til Musikken paa
Koncertaftenen, og han kunde gaa hjem,
opfyldt af det skønne, han havde hørt, saa
han vilde have anset det for en Helligbrøde
efter en saadan Aften at sætte sig til Pun
chebollen; thi han var en stor Elsker af
Musik og dyrkede den selv ivrig der hjemme
i sin tarvelige Stue, hvor det fornemste
Møbel var et Klaver. Han var et Stemnings
menneske, men tillige begavet med den ri
geste Forstand, saa at han aldrig lod sine
Følelser faa Udtryk, der kunde smage af
Sentimentalitet. Men det, der gjorde Storm
allermest søgt, var hans trofaste Vennesind.
hans altid store Beredvillighed til personligt
Offer for andre. Han, der selv var den nøj-
somste af alle og sad saa smaat i det, at
han hyppig maatte laane sig frem hos sine
mere velhavende Venner, laante gerne, naar