304 / 709
296
BRANDFORSIKRINGEN 1807—1868
d e r dog det sam m e 'som om Davids (1840—1843); den v a r fo r k o rt til
at sæ tte dybere Spor. S idstnæ vn te fik k u n lige T id til at gøre et des
væ rre m islykket F o rsøg p aa a t genn em fø re en P ræm ie ta rif.
F o rsk e llen m ellem de u d næ v n te og de valgte D ire k tø re r sk ab te al
drig noget bevidst M odsæ tningsforhold. N a a r d e r i de fø rste T ia a r af
A a rh u n d red e t m æ rk es nogen G n id n in g sm o d sta n d , h an g det fo r en sto r
Del samm en m ed W in k e l-H o rn s strid b a re Gemyt, d e r gav sig U d try k i
de lange T ilfø rsler, h a n ved næ sten e n h v e r Sag fo rlang te op taget i D irek
tion en s D e liberation sp ro toko l. I 1807 opstod U en igheden som Følge af
en Ansøgning fra en k jø b en h av n sk G ro sse rer om at e rh o ld e M ortifika-
tion sdom p aa et b o rtk om m e t A n n u ite tsb ev is1). Ved d en n e Lejlighed k ræ
vede W in k e l-H o rn Ret til i D irek tion en s In d stillin g til K ancelliet at faa
sit Sæ rvo tum op taget, m eden s h an s Kolleger fa sth o ld t, at »P lu ra lite ten
e r D irectionen s Beslutning«. V igtigere v a r det, at h a n om tre n t sam tid ig
blev indv ik le t i en b itte r S trid m ed sin kongelig u d næ v n te M ed d irek tø r
Ole P edersen H o lm , hvis T ilsyn m ed F o rre tn in g sg an g e n h a n fa n d t saa
u fy ld estgø rend e, at h a n m en te at m a a tte k ræ ve sig fritaget fo r e th v e rt
A n sv a r2). G ennem P ro to k o llen s sn ø rk led e Ord m æ rk e r m an e n d n u den
d irre n d e V rede, som d enn e F o rd rin g frem k a ld te hos H o lm :
». . . Da Bogholderen i øvrigt er en redelig og duelig Mand, der for
tiener Directionens Tillid og Agtelse og som Em bedsm and staaer Di-
rectionen til Ansvar for sine Forretninger, saa er der aldeeles ingen Føye
til ved det af Hr. Assessoren foreslagne T ilsyn at volde ham den Kræn
kelse at blive behandlet som en umyndig i sine Embedsforretninger . . . .
Jeg har desuden, siden 1795, efter Aftale med Directionen paataget mig
at have special Tilsyn med Forretningernes Behandling og Expedition
i Contoiret og i de nu snart forløbne 12 Aar er endnu ikke indløbet
noget, som h a r paadraget Directionen noget Ansvar, og naturligvis gaaer
alt, hvad der forrettes under mit Tilsyn, paa m it eget Ansvar, saa længe
Directionen beærer mig med sin Tillid. Skulde jeg uheldigvis, uden
nogen mig bekiendt Aarsag, have mistet Hr. Assessor Horns Tillid, som
jeg flatterer mig med at have hav t deraf, at han i alle de Aar, han h a r
været Medlem af Directionen, ikke før har gjort nogen saadan E rindring,
saa kan jeg ikke have noget imod, at han frietager sig for Ansvar for
alt det, der expederes under m it Tilsyn, hvorfor jeg som sagt ene bliver
Directionen ansvarlig«.
I 1816 v a r W in k e l-H o rn fo rb itre t over det fo rm en tlig ringe H ensyn ,
h an s Kolleger viste h a m 3). H an kæm pede paa dette T id sp u n k t fo r at
begrænse U d laanet af Selskabets M idler og syntes ik k e , at d e r blev vist
h an s Fo rslag tilstrækkelig O pm æ rk som h ed :
» . . . E r Sagen saa betænkelig, at der hører 6 Maaneder til at over
tænke den, saa maae mine oplyste Herrer Med-Colleger dog vel kunne
fremsætte den, og mig synes, at om Hum anitæ t mod en Collega ikke