89 / 709
BESTYRELSESFORHOLD. STRID MED MAGISTRATEN. DIREKTØRLØN 81
Ved M ag istratens Indsigelse v a r Sagen bleven et S trid spunk t mellem
B ra n d fo rs ik rin g e n og M agistraten. Begge P a rte r tyede til Kongen; Di
re k tio n e n i en Ansøgning af 31. August 17671). Dens A rgum en ter v a r dels
det reelle, at d en sto re F rem g ang for B rand fo rsik ringen og Forøgelse
af d en s F o n d g jo rd e det rim eligt, at D irek tø rern e fik Løn for deres
v ok send e A rbejde, dels det form elle, at M agistraten havde berøvet sig
e n h v e r Ret til P ro te st ved at und lade, da Sagen første Gang sku lde
for p a a G en eralfo rsam lingen , at gøre sit afvigende S tandpunk t gældende.
R e sk rip te t a f 17. S ep tem b e r 1756, d e r m aatte være G rundlaget for de
forskellige M ynd igheders indby rd e s F o rho ld , g jo rd e nem lig som bekend t
G en eralfo rsam ling en s D agsorden afhængig af Magistratens foregaaende
Overlæg og S am tykke. Ved nu at tie til Meddelelsen om , at Lønspørgs-
m aa le t sk u ld e b eh an d le s, havde den sam tykket og var derefter afskaaret
fra at sæ tte en afvigende Mening igennem . Til alt dette kom saa endda
det u rim elig e i, at R rand fo rsik ring en s F le rta l ikke sku lde have Ret til
ud en In d b la n d in g at træffe en saadan Fo ran staltn ing . I Magistratens
R e tæ n k n in g 2) v a r Hovedvægten lagt p aa D irek tionens B rud p aa R eskrip
tet a f 17. S ep tem b e r 1756 ved trods fo rudgaaende Indsigelse at lade den
an d e n G en eralfo rsam ling b eh an d le Lønningssagen. Sam tidig satte m an
et S pø rgsm aalstegn ved dens Afgørelse, idet m an fremhævede, at der
h v e rk en v a r givet M eddelelse om de tilstedevæ rendes Antal eller de nøj
agtige Tal fo r A fstem n ingen , og endelig bestred m an Beslutningens Fo r-
m a a lstjen lig h ed , idet den fo rm en tlig vilde føre til, at D irek tø rpo sterne
blev b esa t u n d e r H ensyn til, hvo r vidt de lysthavende havde T rang til
en E k stra in d tæ g t. I S amm en lign ing derm ed v a r det heldigere at have
ø k o n om isk uafhæ ng ig e Mænd som Ledere.
H vo r m eget en d B illigheden talte for D irek tø rerne s Ønske om Løn,
fulgte K ancelliet alligevel M agistraten og lod P a rte rn e vide, at Beslut
n ingen v a r strid en d e m od F u n d a tsen s 12. Post og derfo r ikke kunde
stad fæ stes3). Med d en n e Afgørelse slog m an sig dog ikke til Ro. Di
re k tø r B arfred , som u tv iv lsom t v a r den d rivende Kraft, v a r ikke en
M and, som saa let lod en Sag falde. Var den ene Vej bleven ham
spæ rre t, fo rstod h a n strak s at finde en ny. Saaledes ogsaa i dette
Tilfælde.
U tv iv lsom t p a a D irek tion en s T ilskyndelse henvend te Arvingerne
efter D ire k tø r Ole Mandix sig p aa K on to ret og krævede uden Hensyn
til K ancelliets Afgørelse, m en i H enho ld til Generalforsam lingsbeslut
n ing en , u d b e ta lt 400 Rd., som havde tilkomm et ham , hvis B randfo rsik
ring en s Afgørelse stod ved Magt4). T ilsyneladende v a r D irektionen me
get spagfærdig,, henv iste A rv ingerne til Magistraten og nøjedes med at
anbe fale deres A n d ra g en d e5). R esultatet blev selvlølgelig kun et tor-
nyet Afslag6). D e rm ed v a r naaet, hvad a a b en b a rt havde været Hensig
ten , at b ring e Sagen tilbage til det P u n k t, hvo r den var, forinden Kan-
li