20 / 320
blandt hvilke Otto Laub, død som Biskop i Viborg,
er den mest bekjendte. Ovre i Frørups gamle Præste-
gaard tilbragte jeg som Dreng og Student mange for
nøjelige Sommer- og Juleferier. Mine Teaterinter
esser fandt Næring ved at høre Onkel Laub læse
Oehlenschlager højt og ved at lytte til hans Fortæl
linger om det kongelige Teater, som det var i hans
Ungdom med Kunstnere som Schwarz, Knudsen,
Frydendahl og Lindgreen.
Georg Zinck, der havde valgt at studere Medi
cin, var ligesom sine Søskende meget musikalsk og
besad en sjælden Tenorstemme; han beklædte som
Bifortjeneste Kantor-Posten i Kastelskirken. Et Til
fælde bragte ham til Teatret. Min Fader, der var
12 Aar ældre end Georg, var allerede 1798 bleven
udnævnt til sin Faders Medhjælp ved Teater-Synge-
skolen og ansat som Opera-Suflør. En Vinteraften
1812 blev han, da han gik hjem fra Teatret, løbet
overende paa Kongens Nytorv af en Flok Søkadet
ter, der kom farende fra Bredgade; i Faldet bræk
kede han sit ene Ben tæt ved Knæet. En Synge-
suflør var ved det kgl. Teater, hvor der i de Aar
opførtes talrige Syngestykker med Taletekst, en vigtig
Embedsmand, som i al Fald dengang vanskelig fand
tes. Teaterbestyrelsen, der var i Vaande, henvendte
sig, efter min Faders Raad, til hans Broder Georg,
der ligesom min Fader havde faaet en grundig mu
sikalsk Uddannelse. Han, der med Lethed og Sik
kerhed sang fra Bladet, erklærede sig villig til at
vikariere, til hans Broder igen kunde overtage Plad