272 / 320
2 6 1
150. Taler afvekslede med Sange, og Stemningen var
animeret og livlig. Carl Wulff havde skrevet en mor
som Vise, hvori det hed:
Snart han paa sin rette Bov er,
Faar af
Monte Christo
Navn.
T il Paris gaar Vejen over
Vedbæk, Skodsborg, København.
Mellem
Hverdagsfolk
dernede
Skal han leve
paa Pension,
Og med
Rugbrød
, ej med
Hvede
Skal han fede sin Person.
Husk de mange smaa Sonnetter,
Som han skrev i otte Aar,
Hvor hans Poesi sig retter
Efter Stykkerne, som gaar,
Hvor han fint med Ironien
Publikum tilfange ta’er.
Ja med Watt gaar Poesien
Væk fra Nørre-Boulevard.
Watt opgav Teatret længe, før hans Privilegium
var udløbet, og med Penge i Lommen. Hans 8 Sæ
soner havde givet en overordentlig god Indtægt, han
havde haft Vind i Sejlene, og Folketeatret var efter
Bruns mindre heldige Styrelse kommet godt i Vejret
igen. Hvorfor han opgav Teatret er ikke godt at
vide. Nogle mente, at han var ked af det og vilde
trække sig tilbage i god Tid, saa at han kunde gøre
en Forretning ud af at overdrage Privilegiet til en
eller anden Lysthavende. Andre mente, at en af Grun
dene skulde have været, at Carl Wulff havde op-
sagt sin Kontrakt for at gaa til Dagmar-Teatret. Vist
er det, at der ved Mellemmænd fra Watts Side blev