267 / 320
256
Vi har ikke mere — nu er De fri!
Det er kun Værten, som gerne, førend
Huset bli’er lukket forsvarligt i,
Vil følge sine ærede Gæster til Døren.
Maa han sige et Ord — ja
et
var vel nok,
Et eneste lille, de forud kender,
Men om han hellere bruger en Skok —
Saa ta’es det vel ej saa nøje blandt Venner.
Jeg er, som De véd, idag Jubilar;
Dét bliver vi alle i vore Dage,
Naar blot vi Tid til at vente har
Og ikke glemmer at se tilbage.
Man vokser dertil som til Skæg og Rynker
Hvad enten man stiger eller synker.
Tiden arbejder uafbrudt,
Og før man har tænkt det, fyldes Kresen;
Og saadan gik Aarene — fem over Snesen —
Fra den Tid, jeg kom ind som Rekrut.
Ja, jeg kom som Rekrut til den gamle Gaard
paa Kongens Nytorv — før dens Forvandling,
Og da den Sag paa Dagsordenen staar,
Saa maa jeg dog sige, saa klart jeg formaar,
Jeg klager ej over Rekrutbehandling,
Jeg fandt ikke Skolen var af de strenge;
Den tyktes mig snarere lidt for magelig.
Men varer Skolegangen for længe,
B li’er den stundom mindre behagelig.
E r man bleven Soldat, vil man gerne med
T il mer end at pudse Geværer og Knapper,
Og synes, man kommer ikke afsted
Ved stadig at slide Kasernens Trapper.
Jeg sled dem længe, op og ned,
Mens Sommeren gik og Vinteren skred
Og følte mit Mod begyndte at lude,
Jeg saa hver Dag paa Støtten derude,
Paa Hesten, der synes ifærd med at dejse,
Paa Rytteren, der har glemt at knejse,