FraMitStudenterOgTeaterLiv

257

Hvis Hoved alt har mistet sin Hals

Og synker nu langsomt ned i Brystet.

Var det et Symbol? — Nu allenfals

Det var just ikke af dem, der trøsted’.

Saa gik jeg da bort til Nørregade;

Og finder man, det er et lavere Stade,

At det er at stryges af Linien ud

Og ind i en Borgervæbning sættes —

Jeg ænser det ikke — jeg staar for Skud

Og vil ej derom med nogen trættes,

Men siger kun: Jeg har ikke fortrudt det,

For her fik jeg Lov til at lugte Krudtet,

Ja her kom jeg med — og det gør godt —

Her fik jeg ogsaa min Part i Valsen.

Det var, som jeg slap ud af en Kachot,

Som Hovedet kom af Skuldrene flot

Og atter løfted’ sig op af Halsen.

Nu var jeg Soldat, og Trommen klang

Og muntert gik jeg paa gennem Føret,

Mens trøsteligt det i mit Hjerte sang

Og stundom ogsaa lød mig for Øret,

At jeg i min lange Skolegang

Dog ikke rent havde tabt Humøret.

Th i det er jo Sagen, naar vi følger vor Fane,

At Intet faar Lov til vort Mod at rane,

At altid vi faa det med paany,

Om det gaar til Slag eller blot til Revy.

Dog det maa vel være nok for i Dag.

At dømme om mig — er Deres Sag.

Og hvor jeg greb fejl, vil jeg ej forsvare det,

Men havde som sagt et Ord i Gem

Og skynder mig nu at aabenbare det,

Og det er en Tak — min Tak til Dem,

Som hjalp mig at faa Humøret frem

Og indtil i Aften at bevare det.

Efter Sæsonen 1879—80, som havde været ual

mindelig indbringende for Folketeatret: der var solgt

Olto Zinck: Erindringer