295 / 320
284
fører stejlt ned igennem Klippen til Faldets nederste
Del. Da jeg steg ind i den lille Jernbanevogn, som
skulde bringe mig af Sted, udbrød jeg uvilkaarligt
ved mig selv: „Bare den gaar!“ — Konduktøren,
som havde hørt det, svarede beroligende paa Dansk:
„Jo, De kan være ganske rolig, Hr. Zinck, den gaar
brillant.“ Det var en Københavner, som her havde
faaet Ansættelse og som kendte mig fra tidligere
Tid. Jeg endte med et Besøg under Faldet, hvor
man stod som i en uhyre stor Glaskuppel, medens
Vandet af og til sprøjtede over en, hvorfor jeg ved
Indgangen var bleven forsynet med en Oliekappe.
Næste Morgen tog jeg Afsked med Niagara, der dan
nede en værdig Afslutning paa Alt, hvad jeg havde
set og oplevet i Amerika.
Straks ved min Ankomst til New York, der for
øvrigt bebudedes i Bladene, blev jeg opfordret til at
give noget til Bedste. Det var Redaktør Volk af det
danske Blad
Nordlyset,
der, under mit hele ameri
kanske Ophold, var min elskværdige Cicerone, som
særlig gik i Spidsen for Opfordrerne. Jeg fortalte
ham, at min Tur til Amerika var udelukkende fore
tagen af Helbredshensyn, og at jeg ikke havde haft
Tanke for at give Aftenunderholdning eller sligt, saa
meget mere som jeg var uforberedt og ikke engang
havde en Bog med til eventuelt Brug ved en Op
læsning. Da han til sidst mødte som Ordfører for
en Deputation Danske, maatte jeg neje mig, hvor
nødig jeg i Grunden vilde. Det nødvendige Materiale
og Rekvisiter skaffede Volk mig i en Fart, og en af