91 / 320
vanskelige Tider, som f. Eks. da Frederik VII var
død; samme Aar blev jeg hans Kollega i Senio
ratet. Han var selvskrevent Medlem, naar der ned
sattes en Komité for at forhandle vigtige og alvorlige
Anliggender, som ogsaa naar lystige Foretagender
forberedtes. Hostrup skrev til Vennen Nicolaysen i
Norge; „Et nyt stort Lys har Foreningen faaet i
Vilhelm Rode“. Som Taler rev han altid Tilhørerne
med sig og var derfor en farlig Modstander paa Ge
neralforsamlinger. Ogsaa som Visedigter var han
nogle Aar meget produktiv; blandt hans Viser, der
mindede meget om Helms’s, husker jeg navnlig Visen
om Landmandsmødet 1852: „Ja Kors i Jan det var
en Herlighed paa det Lav o. fr.“, som han skrev
Aaret efter, at han var bleven Student, Visen om
Bonden som „hverken holder af Professorer eller
Levebrødsmænd,“ saaledes som Bondevennernes Stik
ord dengang lød efter I. A. Hansens Recept. Tidt
mødte han Lørdag Aften med en aktuel Vise, som
han selv foredrog, medens Omkvædet blev istemt af
alle Tilstedevævende. Han var den personlige Elsk
værdighed, frisk, aaben, naturlig og trofast mod sine
Venner.
Christian Richardt var allerede i sit Rusaar en
virksom Forenings-Poet og vandt snart Popula
ritet. Hans store musikalske Sans gjorde, at han
i Studenter-Sangforeningen som Tekstforfatter indtog
en fremragende Plads; alt fra hans Haand var sang
bart og lagt til Rette for Sangerne. Han var en tro
fast Ven af Foreningen og har ikke blot ydet den
Otto Zinck : Erindringer
6
81