89 / 320
79
ham til at blive det levende Bindeled mellem de to
Slægter, han i sin lange Sangforeningsvirksomhed
kom til at leve sammen med. Han kunde blive over
given og kaad, men aldrig støjende eller raa.“
Efter Wengels Død flyttede han sammen med sin
Søster Enkefru Munck, og her samledes vi regelmæs
sigt paa hans Fød
selsdag. Dervarhans
gamle Skolekamme
rat Dr. Engelsted,
Statsraads-Sekretær
Kofoed, gift med
hans Niece, Ploug,
Vilhelm Rode, Chri
stian Richardt, Kvar
tetten, jeg og flere.
Mantzius havde døbt
ham „den moralske
Bismer,“medens Ri
chardt i en Vise til
hans 70 Aars Fød
selsdag træffende
kaldte ham „Gehejmeraaden“. Han var en stor Kraft
i Studenterkomedierne og glimrede allerede 1846 som
Konsulinde Varbjerg i
En Spurv i Tranedans
, lige
ledes som Frøkenen i
Intrigerne
og særlig som Præ
stekonen Mad.Jensen i
Deklarationen.
Da dette Stykke
skulde op paa. det kgl. Teater ytrede Fru Sødring:
„Jeg vilde ønske, at jeg kunde spille den Rolle som
Guldberg.“ Han var min stadige Kompagnon, naar
Kvartetten.
(Chr. Lund, Tolderlund, Christopher Møller og
Høegh-Guldberg.)