Previous Page  68 / 191 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 68 / 191 Next Page
Page Background

Bente Holst

bro, overfor Assistens Kirkegård. Samme dag blev han iøvrigt gift med

Louise Christine Bierring (1822-1905), den senere så berømte enke.

Den første tid

Produktionen skulle baseres på »pottemageri«, dvs. brugsgenstande

som urtepotter, hængeampler og vandkølere, samt vaser og kar efter

græske forbilleder, i høj kunstnerisk udførelse. Han vidste fra sin

fødeø, hvor han skulle hente det rigtige ler til fremstillingen, men han

manglede kapital. End ikke en ovn var der råd til, og i starten fik han

derfor lov til at få sine ting brændt på Den kgl. Porcelainsfabrik, lige­

som han stadig arbejdede her en del af dagen. Denne løsning var imid­

lertid ikke uden problemer, f. eks. var de varmegrader, man brugte til

porcelænsfremstilling ofte for meget for hans terrakottavarer, og de

blev trukket skæve.2

Starten var altså ikke nem, men han havde en værdifuld støtte i

arkitekten G. F. Hetsch (1788-1864), der var professor ved Kunst­

akademiet og kunstnerisk leder af Den kgl. Porcelainsfabrik fra 1828

til 1857. I over en menneskealder var han den store autoritet som vej­

leder i »den gode smag« - og han har æren af og også ansvaret for, at

en beskeden, men karakterfuld klassicisme beherskede danske møbler

og dansk kunsthåndværk helt op til 1860’erne, et halvt århundrede

efter at stilen var blevet umoderne i Frankrig og England. Han hjalp

Ipsen igang, bl. a. ved at tegne nogle vaser til ham.

Hans søn, maleren Christian Hetsch (1830-1903), der efterfulgte

sin far som kunstnerisk leder af Porcelainsfabrikken (1857-1871),

interesserede sig stærkt for de historiske stilarter, hvilket resulterede i

tegninger af ægyptiske vaser og en del terrakottavaser i græsk stil med

røde eller sorte figurer. Det var b l.a . ham, der for P. Ipsens Terra-

cottafabrik tegnede de »etruriske« vaser, som skaffede fabrikken et

navn på de store internationale udstillinger.

Afsætningen viste sig også at være et problem, idet byens porce­

lænshandlere var meget tilbageholdende overfor Ipsens uglaserede

terrakottasager. Dem var man ikke vant til, men Ipsen holdt efter

sigende strengt på, at man skulle kunne opfatte den enkle skønhed i

form og materiale.3

Det varede dog ikke længe før salget steg, Ipsen havde bl. a. succes

66