10 / 484
D e t er ofte blevet sag-t, at en stor Kunstners Levnedsteenino-
°
O
O
bedst er given af ham selv i Rækken af hans Værker: Mesterens Liv er
et Liv i Daad; hvad han har skabt, hvad han har efterladt sig som Haandens
Udtryk for aandeligt Indhold, er for kommende Slægter det, hvorom der
fornemmelig spørges, — det, der giver os hans Væsen, medens det viser os
hans Værd, — det, der først og sidst vedkommer os — den Biografi, der
taler Sandhed. Er det nu saa, da lader der sig ikke nævne en Kunstner,
hvis Levnedsløb væsentlig set ligger saa klart og overskueligt for os som
Thorvaldsens. Paa Slotsholmen i Kjøbenhavn staar hans Musæum, i dybeste
Forstand den nyere Tids mest monumentale Bygning, Der finde vi saa at
sige alt, hvad han har frembragt, smaat og stort, Ungdommens Forsøg og
den fuldt udviklede Mands Hovedværker.
Der følge vi ham fra Ynglinge-
aarene til Graven; der lære vi at forstaa hans Levned som et Liv i Aand
og Sandhed; der voxe vi op til et Standpunkt, hvorfra vi fuldt kunne
beundre ham; der lære vi at elske ham og hans Kunst. Tiderne vexle,
Idealerne tage nye Skikkelser, Smagen faar altid nye Maal; men Aar efter
Aar læse der inde i Musæet de skiftende Slægter med Ærefrygt den store
Kunstners Biografi ud af Stenen og Leret.
Og de gaa derfra med Ind
trykket af noget højt og ægte, af et Levnedsløb, ført i sand og sund
Skjønhedsdyrkelse.
I mangt og meget ser man jo nu paa Ihorvaldsen
med andre Øjne end i hans Levetid; hver Slægt har sit eget Syn, som paa
Naturen, saa paa Kunsten.
Men i det væsentlige er Dommen over ham