15 / 484
4
indskreven som Elev af Kunstakademiets første Frihaandsskole under Læreren
Hans Clio.
Her maa lian have gjort god Fremgang, thi allerede efter et
Aars Forløb rykkede han op i anden Klasse til den brave Tysker Ernst
Heinrich Löffler, der hurtig fik Syn for hans Talent, tog sig særlig af ham
og bevarede sin Interesse for den vordende Kunstner hele Skoletiden igjennem
og langt ud over denne. Det var dog kun om Aftenen, der tegnedes paa
Akademiet; det meste af Dagen havde Drengen fri.
Saa hjalp han sin
Fader , snart hjemme med Udskæringen af Rammer og andre Smaating,
snart paa Værfterne. Før havde den gamle kun turdet give sig i Kast med
væsentlig ornamentale Sager; nu, da han havde den flinke Søn, kunde det
nok gaa an af og til at vove sig til en Gallionsfigur.
Mest var det paa
»Larsens Plads«, Fader og Søn arbejdede i Fællesskab; af og til kom
Værftets Ejer tilstede og lønnede saa ikke sjælden Drengens Flid med en
Duceur af »en Rigsort«.
I noget over to Aar arbejdede Thorvaldsen i anden Frihaands-
klasse; saa rykkede han — i Januar 1785 — op i Gipsklassen, hvor han
blev Aaret ud og tegnede efter Antiker.
Her havde han en Del Møje
med at tilfredsstille sine Læreres Fordringer; han vilde helst gjengive Old
tidens Kunstværker, som han saa dem i deres rene og ædle Skjønhed, men
Lærerne vilde have dem fortolkede i »akademisk Stil«; man var jo paa den
Tid ikke kommen ud over »Parykken« , og Thorvaldsen kunde, som han
selv i senere Dage har udtalt, ikke bære det over sit Hjærte at give Sta
tuernes Arme og Ben det rette »Sving ligesom en Sabel«.
Ikke desto
mindre fandt man ham i Januar 1786 moden til at opflyttes i Modelskolen,
hvor han blev Lærling af de Herrer Professorer ved Akademiet Wiedewelt
og Abildgaard.
Mærkelig nok blev det af disse to ikke Billedhuggeren, men Maleren,
der kom til at udøve den første kjendelige Indflydelse paa Thorvaldsens
Kunst. Wiedewelt var i 1786 en fuldt udviklet Plastiker; hans betydeligste
Arbejder, hvori han lægger ikke alene virkelig Skjønhedssans og ægte
Stemningsfylde, men ogsaa en Stilfølelse, der peger ud over Baroktidens
Uføre, for Dagen, tilhøre alle en tidligerePeriode af hans Liv. Abildgaard
er derimod helt og holdent det attende Aarhundredes Mand.
Hvor han
kommer frem, »stiliserer« han; Naturen er for ham kun et Middel til Udtryk
for »Ideerne« ; han arangerer, og han »idealiserer« ; han er i vor Kunst den
egentlige Mester for »Sabelsvinget«.
Men med alt dette er Abildgaard en