11 / 484
den samme nu som for et halvt Aarhundrede siden: Thorvaldsen var sin
Tids største Mester, og siden den store Renaissances Dage har ingen enkelt
Mands Virksomhed baaret saa rige Frugter for Kunsten, som hans. Paa
Klippeøen, hvorfra hans Slægt gik ud, formedes i fjærne Tider det ærværdige
Kvad, hvis Ord endnu ofte lyde for os med manende Klang:
Ejendom dør,
Frænder dø,
selv man dør tilsidst.
Eftermælet aldrig dør,
naar det vel er vundet —
et lever, naar Manden forlængst er lagt i Muld: det lysende Eftermæle, det
store Navn. Og Thorvaldsens Navn staar fast i Glans; Døgnet kan anfægte
det, Evigheden ikke.
— Musæet med dets Indhold er væsentlig set Thorvaldsens Biografi,
som det er hans Hædersdrapa. Men for de mange, der elske Thorvaldsen
og hans Kunst, og som ønske at have den for Øje ogsaa i Hjemmene,
bringes denne Bog ud.
Billederne ere »Biografien« i »Oversættelse« , saa
tro som muligt; Texten er Biografi i Ordets snævrere Forstand — en
Skildring af Thorvaldsens ydre Livsforhold sammen med et Forsøg paa
Drøftelse af og Redegjørelse for Værkerne som for Mesterens Væsen og
Betydning.
Thorvaldsen var af gammel islandsk Æt; med Sikkerhed lader
denne sig følge tilbage til det femtende Aarhundrede, til Storbonden Odd
Pieturson. Om denne har det igjen været sagt, at han skulde nedstamme
fra den Slægt, hvortil den i Laxdølasaga omtalte, navnkundige Høvding
Olaf Paa hørte, — den Olaf Paa, som i sin Gaard Hjardarholt indrettede
en pragtfuld Gildehal med mangfoldige i Træ udskaarne Billeder.
Sikkert
er det i alt Fald, at Slægten oprindelig var baade rig og anset, men i
Tidernes Løb gik det tilbage med den; Kunstnerens Farfader, Thorvald
Gotskalksøn, var en fattig Præst, der, da han vilde sende sine to Sønner
til Danmark, for at de der kunde søge at bryde sig en Bane, maatte laane
Pengene dertil mod Pant i et Jordstykke.
A f disse Sønner var Gotskalk
Thorvaldsen den yngste. Sytten Aar gammel kom han til Kjøbenhavn, og