133 / 484
i Henseende til Fysiognomik, som i kun faa af sine Kompositioner. Hvad
Fortællingens Indhold angaar, er Thorvaldsen afvegen fra sin Kilde:
dels er Relieffet komponeret med kun tre Figurer — det skal Bestilleren
udtrykkelig have forlangt — , medens hos Homer Helena sidder »i Slav
indernes Kreds«; dels er Helena i Thorvaldsens Værk stillet i en anden
Belysning end i Digtet.
Her viser hun sig under Sammenkomstensom den
paa én Gang af Anger over sin Utroskab mod Ægtemanden og afHarme
over sin Forførers Usselhed dybt grebne Kvinde:
»— jeg forvorpne, jeg nedrige Ulykkens Redskab!
O, at dog alt hin Dag, saa snart min Moder mig fødte,
Frygtelig Storm havde rejst sig og vejret mig bort i sin Hvirvel
Op paa et Fjæld eller ud i Havets de brusende Bølger;
Bort havde Bølgen mig skyllet, før slig Ulykke var hændet.
Dog, siden Guderne selv har saa denne Jammer bestemt mig,
Gid det da var en bravere Mand, somvar vorden min Husbond,
En, som dog ænsede Menneskers Spot og utallige Haansord.
Dog, denne Mand, ej Kraft i Hjærtet han har, og den faar han
Aldrig, men vistnok en Gang sin Løn derfor vil han høste.«
Hos Thorvaldsen mærke vi intet til slige Stemninger hos den bortførte
Dronning; Helena sidder rolig ved sit Haandarbejde og synes at forholde
sig lidet deltagende overfor Brødrenes Ord-
vexel. Grunden til, at Kunstneren har taget
Sagen saaledes, ligger klart for: det er For
holdet mellem Hektor og Paris, hvorom det
gjælder, og for ikke at forstyrre den kunst
neriske Ligevægt har han bestemt sig til at
gjøre den tredje Figur til et for Indholdets
Vedkommende »dødt Punkt«. I formel Hen
seende gjør Kvindeskikkelsen for øvrigt en
ypperlig Virkning.
Umiddelbart efter Parisrelieffet model
lerede Thorvaldsen fire mindre Vægstykker,
der alle bleve bestilte i Marmor af Fyrst
Malthe von Putbus fra Rügen og strax satte
i Arbejde: Amor som Løvens Betvinger,
Amor, saaret af en Bi, Mercurius med den
lille Bacchus, som han bringer til Ino, og
Venus’s Fødsel.
Det sidstnævnte Værk