135 / 484
84
kunde sikres. Ogsaa paa anden Vis maatte Thorvaldsen i det paagjældende
Tidsrum lære de ubehagelige Følger af den fornemme Vens Uvederheftig-
hed at kjende. I Zoega’s Bo havde han fundet et kontant Beløb af noget
over 3300 Scudi; disse Penge havde han deponeret hos en romersk Banquier,
og derfra vare de bievne udbetalte til Schubart, der i sin Egenskab af dansk
Minister stod som den afdødes Børns Værge. Men hverken for denne Sum
eller for, hvad der ellers var udbragt af Dødsboet, var det i længere Tid
Thorvaldsen muligt at opnaa Kvitering, selv da han i en meget tør og
formel Skrivelse dristede sig til udtrykkelig at »forlange« en saadan. I dens
Sted kom kun indtrængende Opfordringer til dog endelig at besøge Montenero
sammen med Oehlenschlæger, og først to Aar senere blev den pinlige Sag
braoft i Orden til Thorvaldsens Tilfredshed.
<_>
Til Montenero kom Thorvaldsen ikke i 1809; de omtalte Bryderier
med Zoéga’s Efterladenskaber og med Baron Schubart betoge ham foreløbig
Lysten dertil-, stærkt sysselsat var han desuden i Atelieret, og paa Adspredelser
kunde det hellerikke skorte ham, saa meget mindre, som hans Omgangs
kreds stadig forøgedes med tilrejsende, af hvis Selskab han kunde have
baade Glæde og Udbytte. Blandt disse bør særlig nævnes den fremragende
danske Arkæolog P. O. Brøndsted, der paa sin store Udenlandsrejse, som
skulde føre ham til et fleraarigt Ophold i Grækenland, tilbragte Vinteren
i Rom. Brøndsted var ikke blot en aandfuld Lærd, men ogsaa en fortræffelig
Selskabsmand, der forstod som den bedste at præsidere ved de muntre Aften-
gilder, hvor det undertiden gik saa haardt til med Vin og »Biskop«, at
adskillige bleve kjendelig paavirkede deraf; hos Thorvaldsen ytrede sligt sig
under Form af overstrømmende Venskabelighed. Mellem de fremmede Kunst-
nere, som paa den Tid sluttede sig nær til Thorvaldsen, lægge vi særlig
Mærke til den italienske Historie- og Portrætmaler Vincenzo Camuccini og
den unge tyske Billedhugger Christian Rauch. Den førstnævnte malede et
Portræt af Thorvaldsen, og denne modellerede hans Buste; Rauch, der
senere vandt Navn som en af sit Fædrelands ypperste Kunstnere, arbejdede
sammen med den ældre Mester paa Restaureringen af et antikt Relief og
nød ogsaa paa anden Maade Fordel af Omgangen med ham.
Til Gjen-
gjæld har Rauch, som det synes, bidraget sit til at udbrede Thorvaldsens
Ry i Tyskland, hvor forøvrigt den danske Billedhuggers Navn allerede
i Forvejen var godt kjendt fra Korrespondancer til Bladene og ved Omtalen
af de Værker, Kronprinsen af Bayern havde bestilt hos ham. Man véd saa-