160 / 484
99
Tale om Udførelsen af et Marmorexemplar for Slottet. Vel vidste han, at
Fædrelandets Pengesager paa den Tid vare i en saa sørgelig Forfatning,
at Myndighederne vanskelig kunde raade over store Summer til Kunstens
Fremme, og vel havde han allerede i Løbet af Sommeren faaet Efterretning
om, at de Forhaabninger, man havde sat til det norske Marmorbrud, syntes
at skulle blive skuffede, men Tanken om at se sit »Yndlingsarbejde«, som
han selv har kaldt Alexandertoget, udført i ædelt Materiale, kunde han dog
ikke slippe. Og hans Haab blev ikke beskæmmet, om end Opfyldelsen
deraf ikke kom fra den Kant, han fra først af havde ventet.
Som man véd, blev der intet af Kejser Napoleons bebudede Indtog
i Rom, og man kunde for saa vidt have sparet sig den Hyldest, der var
lagt til Rette for ham ved Parallelliseringen med Alexander den Store;
Frisen blev nærmest, hvad der ofte nok er gjentaget, en Iriumf for Ihor-
valdsen. Imidlertid har Napoleon dog hørt den omtale; han besluttede at
lade den udføre i Marmor for »Ærens Tempel« — senere Madeleine-
kirken — i Paris, og der bestemtes en Sum af 320,000 brancs til
Arbejdet.
Men den store Kejser fik jo snart andet at tænke paa, og
ingen kan undre sig over, at den Regering, der fulgte ham, viste sig lidet
tilbøjelig til at lade sig binde af en Bestilling, der var gjort for at kaste
Glans over »Usurpatorens« Navn. Om dhorvaldsen allerede havde taget
fat paa Udførelsen i Marmor, da Bestillingen blev annulleret, vides ikke
med Sikkerhed; vist er det, at hans til forskjellige Hoffer rettede 1 ilbud
om at levere Værket til en Pris, der kun netop skulde dække hans
Udgifter, ikke bleve. modtagne, og at det blev en Privatmand, der fik
13*