S_Thorvaldsen

i o8

Inspiration, men ogsaa af al clen kunstneriske Viden og Formaaen, hvorover

han kunde raade, da hans Sol stod højest. Allerede ved sit Anlæg gjør

Arbejdet en i Sandhed forbavsende Virkning; der er i hele Fortællingen om

Sejerherren, der drager frem mod den indtagne By, ikke for at ødelægge,

men for at sprede Fredens og Kulturens Velsignelse, og som modtages med

oprigtig Jubel af de overvundne, en Klarhed og Simpelhed, der næppe kan

tænkes overtruffen. Man eftertænke blot, hvor rig Lejlighed der her havde

været for en Kunstner til at sætte stærke Rørelser i Gang, betone skarpe

Modsætninger, skildre vældige Lidenskabers Brydning: Trods mod Overmod,

Had og Fortvivlelse mod triumferende Sejersglæde, — asiatisk Blødagtighed

og Barbari mod Kraften i den hellenske Skjønhedsverden. Paa alt sligt

har Mesteren givet Afkald; han har holdt hele sit Værk i en rolig behersket,

i Sandhed klassisk Adagiostil, undgaaet ethvert Træk af Voldsomhed, udtrykt

alt i mild og festlig Harmoni. Den historiske Side af Sagen har han ikke

lagt Vægt paa; ud over, hvad der kunde opnaas ved en meget moderat

Variation af Dragter, Vaaben og deslige, har han end ikke gjort synderligt

for at karakterisere de forskjellige Nationaliteter-, de allerfleste af Baby

lonierne ere lige saa udprægede græske Typer, som Krigerne i Alexanders

Følge. Og man maa vel glæde sig over, at Kunstneren i saa Henseende

har afholdt sig fra, hvad han i Virkeligheden vilde været ude af Stand til

at magte; for en paalidelig Skildring af vestasiatisk Kultur savnede man

i 1812 selv et blot nogenlunde fast Grundlag, og Værket vilde, om en

vidtgaaende Folkekarakteristik var bleven forsøgt, uden Tvivl have tabt

langt mere i Retning af Sammenhold og Ro, end det kunde have vundet

i ethnografisk Korrekthed. Som det fuldførtes, blev det et lødigt Udtryk