S_Thorvaldsen

109

for Mesterens i den nyere Tid enestaaende Evne for paa én Gang alvors

fuld og festglad Komposition, fik helt igjennem Præget af hans stilfærdige,

men dog saa levende og saa livfuldt omfattende Aand. Der er paa Frisen

omtrent halvandet Hundrede Figurer, deraf de to Tredjedele menneskelige.

Blandt dem alle kan der næppe paavises én, som jo i og for sig inter

esserer, ikke i Kraft af fysiognomisk Karakteristik, men ved sin Aktion,

sin Bevægelse, sin rent lineære Skjønhed. Og med hvilken uendelig Fin

følelse er ikke enhver af disse Figurer sat ind som Led i Helheden! Selv

hvor en enkelt vides at være senere tilføjet, tager den sig for den umiddel

bare Betragtning ud, som var den motiveret ved den strengeste Kon

sekvens, — som krævedes den med Nødvendighed af, hvad der gaar forud,

og hvad der følger efter.

At Thorvaldsens Alexandertog maatte fremkalde Sammenligninger

med Oldtidens ypperste og navnkundigste Værk af lignende Art, følger af

sig selv; mere end én Gang har man undersøgt og drøftet Spørgsmaalet

om det Forhold, hvori den danske Mesters Arbejde staar til Parthenons-

frisen. Med Hensyn hertil kan det da siges, at

horvaldsen, da han

modellerede Relieffet til Paladset paa Monte Cavallo, ikke har været ukjendt

med det berømte antike Kunstværk; Afstøbninger af det har han vel ikke

haft Adgang til — saadanne bleve sikkert først tagne efter 1816, da Frisen

var kommen til British Museum — , men han har kunnet gjøre sig fortrolig

med de kobberstukne Gjengivelser, der allerede paa hin I id forelaa i ikke ringe

Antal. Paavirkningen er da ogsaa umiskjendelig nok; i flere Partier irembød

Parthenonsfrisen Forbilleder, som kun barnagtig Selviskhed kunde have ladet

upaaagtede, og Thorvaldsen var en altfor ægte Kunstnernatur til, at han