189 / 484
1 18
uden Tvivl lignet; Baron Schubart har sikkert ogsaa i levende Live pro
duceret sig i »antik Stil«. De to Buste-Personligheder har Mesteren nu
faaet ind i et stilfuldt Relief paa en saadan Maade, at de ligne slaaende og
dog ere hver paa sin Vis gjennemidealiserede. Hvad Kvindehovedet angaar,
er Idealiseringen foretagen ad den simple Vej, at de formelle Særheder ere
bievne til en vis Grad afslebne, uden at det individuelle dog er opgivet;
det er nærmest som genialt forynget. Gemalens Profil har faaet Lov at
staa i det væsentlige, som den var, men her er det hele løftet, dels ved
det antike Draperi, dels ved en, vistnok temmelig vidtdreven, Forskjønnelse
af Kroppen, dels, og fornemmelig, ved den pathetiske Bevægelse. Lærerig
er, som man vil se, en Sammenligning mellem de to Buster og Relieffets
Portrætbilleder. Vi faa ved den en Del Besked om, hvorledes Thorvaldsen
betragtede Forholdet mellem Natur og Stil, Natur og Kunst.
Paa den Tid, da disse Gravrelieffer vare under Arbejde, opholdt
den unge Maler C. W. Eckersberg sig i Rom; han var i Sommeren 1813
kommen dertil fra Paris, hvor han havde studeret under David, var af
Kronprins Christian Frederik varmt anbefalet til Thorvaldsen og traadte
snart i et nært Forhold til denne Den vigtigste Frugt af Samlivet mellem
de to Kunstnere blev Thorvaldsens af Eckersberg i 1815 malede legems-
store Portræt, et af de betydeligste, i alle Tilfælde vistnok det troværdigste
blandt de mange, der gjengive den store Mesters skjønne og aandfulde
Træk. Eckersberg har malet den 45-aarige Thorvaldsen iført den for Pro
fessorerne ved S. Lucas Akademi normerede Festdragt: Knæbuxer og rigt
broderet Kjole, derover en Slængkappe af sort Silketøj; Kunstneren sidder
i en noget foroverbøjet Stilling med Benene over hinanden; de korslagte
Hænder hvile paa højre Knæ. Hovedet, der er drejet i halv Profil, har
som Baggrund Midtstykket af Alexanderfrisen; Blikket fra de klare, lysblaa
Øjne svæver halvt drømmende, halvt tankefuldt ud i det fjerne, som mødte
det dér et Syn af de store, de dragende, de løftende. Eckersberg fik
Lykke til i d horvaldsenportrættet — der kort efter at være bleven fuldendt
gik som Gave til det danske Kunstakademis Billedsamling — at skabe sit
Hovedværk. Efter samtidiges Vidnesbyrd udmærker det sig i lige saa høj
Grad ved korrekt Formgjengivelse som ved dyb og paalidelig Opfattelse af
Karakteren; »den Sandhed,« skriver Brøndsted til Thorvaldsen, »hvormed din
Personlighed og individuelle Maner er given i dette Portræt, maa overraske
og iorbavse enhver; mig rørte den ordentlig«; Schubart, der ligesom