S_Thorvaldsen

Østrigs Kejser var sendt til den unge Helt paa Dødslejet; Moderen skulde

fremstilles med Armene udstrakte mod den døende, Søstrene i Sorg ved

hendes Side. Delvis rettede Thorvaldsen sig efter den for Kunstværket

antydede Plan og gjorde strax sine foreløbige Udkast; maaske bleve Model

lerne til Reliefferne allerede til under Opholdet i Lucca, men med den

endelige Udførelse trak det i den Grad i Langdrag, at Monumentet først

i 1830 kunde opstilles i den Bethmann-Holwegske Familiebegravelse i

Frankfurt. Paa Midtstykket ses den unge Mand i halvt siddende, halvt

liggende Stilling; han saa vel som de øvrige Figurer er draperet i antik

Stil. Dødens Genius læner sig staaende op til ham og trykker Faklen

mod Jorden for at slukke den; fra den anden Side iler Broderen til med

Kransen, som den døende modtager af hans Haand. Relieffet til Venstre

viser os Moderen siddende med Armene udstrakte mod den døende som

for at kalde ham tilbage; af Søstrene staar den ældre bag hende, medens

den yngre knæler med FIovedet i hendes Skjød. Til Højre optegner

Nemesis den henfarnes Daad paa sin Tavle; Foden støtter hun paa Skæb

nens Hjul; Arnoflodens Gud og Løven ved hendes Side har Hentydning til

Dødsstedet, Florents.

I 1814 fik Thorvaldsen endnu to Gravmæler at udføre; det ene,

der var bestilt allerede tre Aar i Forvejen, skulde bevare Mindet om en

ung Kvinde, Augusta Bohmer, Stifdatter af F'ilosofen Schelling og Skue

spillerinde ved Theatret i Weimar; ved at pleje sin Moder under dennes

iarlige Sygdom blev hun saa angreben, at hun kort Tid derefter selv døde.

Ogsaa her rettede Thorvaldsen sig efter en Ide, som den afdødes efterladte

havde givet; paa Monumentets Forside ser man den unge Pige række sin

Moder Lægedomsdrikken; paa den venstre Flade staar Nemesis med Bog

rullen, paa den højre Dødens Genius lænet til Faklen, der slukkes. Det

andet Gravmæle maatte han udføre over en kjær Veninde, Baronesse

Schubart, der døde i Februar; allerede i den følgende Maaned brewexlede

han med Enkemanden om Monumentet, der skulde være »en Sten af hvid

carrarisk Marmor med en simpel, men rørende Inskription og et Relief ved

Hovedet al Stenen«. Thorvaldsen sendte strax et Udkast, »en Tegning«,

skrev han i det medfølgende Brev, »som jeg med Taarer har forfærdiget.

Den toiestiller Deres hensovede Kone, som De igjenkalder; ved hendes

Hoved læner sig Dødens Genius, som udlæsker

[o:

slukker — »ausloscht«]

Fakkelen ved en Candelabre.« Schubart billigede Planen, og Relieffet blev

1 16