190 / 484
i i 9
Brøndsted har haft Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Portrættet, da
det i 1815 var udstillet paa »Salonen« i Kjøbenhavn, omtaler det som et
udmærket Kunstværk, der »har været os alle desto kjærere, saasom det
forener den frappanteste Lighed med den fortrinligste Pensel«. Denne Ros
vil næppe forekomme en Beskuer i Nutiden overdreven. Billedet er virkelig
et historisk Portræt af høj Rang, stort og nobelt i sin Opstilling, prægtigt
i Modelleringen af Hoved og Hænder og frem for alt en aandfuld Rede-
gjørelse for Modellens .Væsensindhold. I Farven staar det saa fint og
varmt som næppe noget andet Atelierbillede af Eckersberg, der ogsaa kun
rent undtagelsesvis er naaet saa højt i Retning af Stofgjengivelse som i
dette Værk; meget gjennemført er .det i alle Enkeltheder, skjønt det blev
fuldendt i et Tidsrum af kun en Maaned. Mærkeligt nok omtaler ingen at
de Forfattere, som have behandlet Thorvaldsens Levnedsløb i denne Periode,
et andet Portræt, der i udvortes Henseende staar Eckersbergs meget nær,
og som efter al Sandsynlighed er malet samtidig med dette, saaledes, at de
to Kunstnere have siddet Side om Side og arbejdet. Det er et Værk at
den tyske Kunstner Vogel (senere adlet under Navn af Vogel v. Vogelstein)
og for kort siden erhvervet til Musæets Malerisamling. Som antydet er
hele Figuren stillet som hos Eckersberg; med Omgivelserne er der foretaget
nogle Ændringer, idet navnlig Relieffet, der danner en Del at Baggrunden,
er flyttet længere ned og delvis skjult, og hist og her har Kunstneren i
Behandlingen af Klædedragten sløjfet mindre Enkeltheder, sagtens for at
opnaa mere Storhed i Linierne. Den væsentlige Forskjel paa de to Arbejder
ligger — bortset fra den tyske Malers mere konventionelle Farve
i Opfattelsen. Det drømmende, lyrisk-romantiske i Udtrykket er al Vogel
betonet med en Ensidighed, hvortil der ikke er noget tilsvarende i den
danske Mesters Værk; man føler vel, at man her staar foran Billedet al en
stor Mand, men vidste man ikke paa Forhaand Besked, vilde man snaicie
tro i ham at se en Musiker end en Billedhugger. Og har man en Gang
faaet et saadant Indtryk, vil dette vel endog forstærkes ved en næi mei <
Undersøgelse af Hænderne, i hvis Form og Bevægelse den tyske Kunstner
aabenbart har taget sig Friheder, der kun tilsyneladende ere smaa.
Foruden med de nævnte Gravrelieffer var Thorvaldsen i Aaret 1814
sysselsat med adskillige Værker, af hvilke nogle vare helt nye, medens
andre vare Omarbejdelser af ældre Modeller. Blandt de sidste har den
»triumferende Amor« Krav paa at nævnes.
Det er i det foregaaende